BROEN OVER FLODEN KWAI

★★★★★★

David Lean fik sit gennembrud som instruktør med den patriotiske krigsfilm "Havet blev vor skæbne" ("In Which We Serve"), som havde filmens manuskriptforfatter Noël Coward som medinstruktør. Herefter fulgte folkelige succeser som "Disse lykkelige dage", "Elvira går igen" og "Det korte møde" efterfulgt af to mesterlige Charles Dickens-filmatiseringer, "Store forventninger" og "Oliver Twist".

Begge Dickens-film havde Alec Guinness i markante roller, så da David Lean stod og manglede en engelsk skuespiller til hovedrollen i sin første storfilm i farver, faldt valget på Guinness, selvom rollen som stålsat officer lå milevidt fra alt hvad han havde spillet før.

Rollen som officerens amerikanske modstykke gik til William Holden, Hollywoods Golden Boy ikke mindst efter Billy Wilders mesterværk "Sunset Boulevard".

David Leans BROEN OVER FLODEN KWAI havde premiere i 1957 og blev hyldet over det meste af kloden som en af de bedste antikrigsfilm nogensinde – på niveau med "Intet nyt fra Vestfronten" og "Den store illusion". Filmen modtog da også hele syv Oscars inkl. bedste film, bedste instruktør og bedste mandlige hovedrolle (Alec Guinness i sit livs præstation).

Et gensyn med filmen på Imperials store lærred bekræfter filmens format og man forstår, hvorfor det var denne film, der banede vejen for andre storfilm med David Lean som instruktør: "Lawrence af Arabien" og "Doktor Zivago" såvel som de mere underkendte "Ryans datter" og "Vejen til Indien".

Men i sidste ende står "Broen over floden Kwai" som den mest komplekse af alle Leans film, for Guinness officer er ingen entydig heltefigur, men en flosset mand, der kæmper for at gøre det rigtige i en krigshærget verden, hvor grænsen mellem ret og uret hele tiden flytter sig.

Oscar’en for bedste manuskript gik til Pierre Boulle, der havde skrevet bogen bag filmen såvel som den senere så berømte "Abernes planet".

Men det var i virkeligheden to blacklistede forfattere Carl Foreman og Michael Wilson, der stod bag manuskriptet, og først mange år senere blev deres indsats anerkendt af Det Amerikanske Film Akademi.