BESKYTTEREN

★★★★★☆

Ejendommeligt – men de to bedste udenlandske film i de danske biografer i øjeblikket er kinesiske. Zhang Yimous uforglemmelige "Et sekunds lykke" dukker stadig op hver dag i erindringen, og nu er BESKYTTEREN, månedens film i Cinemateket, også ugens bedste nye filmtilbud.

Derek Tsang har instrueret BESKYTTEREN (også kendt som "Shaonian de ni" eller "Better Days"), et Oscar-nomineret ungdomsdrama, der i sidste ende tabte til Thomas Vinterbergs "Druk". Men den medrivende historie om følgerne af en ung piges selvmord efter systematisk mobberi har givet genlyd i en grad, at de kinesiske myndigheder har forsynet den med en absurd løftet pegefinger til sidst, for at vi ikke skal tro, at den slags stadig foregår i et fejlfrit land som Kina. Men det gør netop, at vi selvfølgelig tror, at problemerne stadig findes, som de i øvrigt gør overalt – også i Danmark.

Zhou Dongyu, der fik sit store gennembrud i Kina via Zhang Yimous stærkt undervunderede "Under the Hawthorn Tree", spiller pigen Chen Nian, der pludselig bliver det nye moppeoffer, og får ikke megen hjælp derhjemme, da hendes mor hele tiden er på flugt, fordi hun er eftersøgt for svindel. Men heldigvis får hun en beskytter i form af den ungdomskriminelle Xiao Bei, forførende spillet af Jackson Yee, Kinas svar på Harry Styles.
Der opstår en form for romance i mellem dem, men pludselig finder man en af mobberne død, og snart kommer både Chen Nian og Xiao Bei i politiets søgelys.

BESKYTTEREN kan ikke bare opleves som et problemdrama, men også ses som en moderne Bonnie og Clyde-fortælling. Kærlighedenshistorien har i al fald fanget en hel generation unge, og gjort de to unge skuespillere til Kinas største ungdomsstjerner i øjeblikket. Om filmen så også får en lykkelig slutning, afhænger meget af, hvor romantisk publikum i virkeligheden er.

En dynamisk klippestil, betagende billeder, medrivende underlægningsmusik samt to vitale unge skuespillere i en god samfundskritisk historie burde have været tilstrækkeligt til en Oscar, men Kina er ikke just i kridthuset i disse år, og når selv Zhang Yimou aldrig har fået en Oscar, så fortjener Derek Tsang den heller ikke. Men BESKYTTEREN havde haft en reel chance for at vinde, hvis ikke de kinesiske myndigheder havde overtaget filmens afslutning. Det koster desværre en stjerne, men går i grunden ikke filmen mindre interessant. Så skynd jer i biografen – med lidt held kan I nå begge kinesiske film samme dag – med lidt kinamad i pausen.