UDVANDRERNE

★★★★☆☆

Da den norske skuespillerinde Liv Ullmann tidligere på sæsonen fik tildelt en æres-Oscar for sin uforlignelige karriere overraskede hun mange ved ikke at pege på en rolle i en Bergman-film som den vigtigste.

Hendes hjemsyge Kristina fra landsbyen Duvemåla i Jan Troells saga om "Udvandrerne" og "Nybyggerne" blev i lighed med Max Von Sydows stolte Karl Oskar pejlemærker for al skuespilkunst på film. Troells filmatiseringer af Vilhelm Mobergs litterære mesterværker står på samme måde som milepæle i den nordiske filmhistorie, og har både afstedkommet en musical af Abba-gutterne Ulvaeus og Andersson såvel som Shu-bi-dua-sangen "Karl Oskar, jeg er med barn igen".

Derfor kan det undre, at nogen finder på at genindspille filmene, tilmed i eet værk på 148 minutter. Den dristige mandlige instruktør hedder Erik Poppe, og uden på nogen vis at være i nærheden af Jan Troells kunstneriske niveau, slipper han alligevel ganske godt fra opgaven.

Hvor "Udvandrerne" og "Nybyggerne" i Troells TV-serie og hans to biograffilm var en historie om et ægteskab, der for alvor kom på prøve gennem en skæbnerejse, har Erik Poppes version primært kvindeligt fokus.

Lisa Carlehed yder en både fin og stærk indsats som Kristina, men man får næsten det indtryk, at hendes veninde Ulrika (livskraftigt fremstillet af Tove Lo) har været hende en større støtte i det nye land end hendes mage Karl Oskar (der ellers spilles smukt og værdigt af Gustaf Skarsgård).

Sofie Helin, som mange husker for hovedrollen i TV-serien "Broen", får i rollen som Judit også stor indflydelse på Kristinas nye liv. Judits religiøse fanatisme forblænder længe Kristina, men først da hun gør sig fri af religionen synes hun at kunne forlige sig med sit nye liv. Den holder vist ikke i forhold til Mobergs romaner?

UDVANDRERNE tager sin begyndelse ved afrejsen fra Duvemåla, og vi oplever således kun livet i Sverige i flashbacks. Det er ikke nogen heldig disposition, da vi således ikke for alvor får en fysisk fornemmelse af, hvad det er Kristina savner ved sin gamle slidsomme tilværelse.

Omvendt får vi en slags epilog baseret på sagaens fjerde, sidste og korteste bind, "Sidste brev hjem". Her tager skønmaleriet overhånd i filmen, for vi skal for enhver pris opleve Kristina som en kvinde, der lykkedes med sit projekt. Jo, hendes børn fik formodentlig mulighed for bedre livsvilkår ved at hun ofrede sig, men hun døde også af det. Og de idyliske glansbilleder filmen slutter med, står da også i grel kontrast til de emigrant-fotos, vi ser på rulleteksterne.

Erik Poppe forsøger i for høj grad at gøre Kristina til en moderne heltinde, men det behøver han slet ikke. Der står stadig en statue af hende og hendes mand i USA i et område befolket med mange svenske emigranter. Ligesom Lots hustru og Liv Ullmanns Kristina ser statuen bagud, fordi disse kvinder aldrig glemte, hvor de kom fra. I den nye version tvinger Erik Poppe Lisa Carleheds Kristina til at se fremad. Det har nok også været det fornuftigste, men man kan i den grad diskutere, om man derved ikke forråder det litterære forlæg?

Så hjælper det ikke tilstrækkeligt, at UDVANDRERNE er en flot produktion på alle fronter og nydelig spillet over hele linjen. Og der var altså ingen banal popsang under de afsluttende rulletekster i Jan Troells mesterværker – og gudskelov for det!