★★★☆☆☆
Udfordringen ved at portrættere et menneske, der er kendt i offentligheden er, at der allerede eksisterer en lang række forskellige opfattelser af denne person. I Asta Nielsens tilfælde en lang række spillefilm og diverse dokumentaroptagelser, der gør vores opfattelser ganske konkrete.
I de senere år oplever man hyppigt både på teater, film og tv, at folk skaber portrætter, der hverken ligner eller lyder som originalen – senest DRs "Krag & Virkner", der trods diverse interviews virkede overfladisk.
Problemet med Teatergrads ASTA-forestilling er, at selv folk med et minimum af kendskab til Asta Nielsen, ved at hun hverken lignede eller lød som Nanna Cecilie Bang. Derfor kan man godt vælge at acceptere hende i rollen, men som historisk drama bliver det unægteligt problematisk. Skal vi tage hendes erotiske dans alvorlig eller er det en vittighed? Og tror man på Die Asta som en dygtig dramatisk skuespillerinde ud fra de filmscener, vi er vidne til, eller forbliver det et postulat?
Det forstyrrer i al fald, når forestillingen påstår, at Asta Nielsen blev presset af nazisterne til komme over på deres side, hvorefter vi hører, at hun overvejer at indspille en tonefilm. Die Asta indspillede sin første tonefilm i 1932, og nazisterne kom altså først til magten året efter.
Asta Nielsen-eksperten Marguerite Engberg fortalte engang, at grunden til at den første danske filmpris ikke kom til at hedde Asta, var at mange anså Die Asta for at være "for tysk", og hun vendte efter sigende først til Danmark, da tyskerne truede med at konfiskere hendes ting.
De vidunderlige omgivelser i parken ved Sophienholm, den autentiske intro med klassiske tyske lieder og de smukke kostumer bidrager til en atmosfærerig forestilling. Scenografen Lisbeth Burian kunne med fordel have udnyttet hele sceneområdet inkl. den lille sø, som indgår i den på andre måder velfungerende scenografi.
Pelle Nordhøj Kann får den altid seværdige Rolf Hansen til at illudere som Poul Reumert, mens Janus Elsig har det svært i rollen som Urban Gad, en af Die Astas mænd og instruktør af hendes gennembrudsfilm "Afgrunden". Karen Duelund Guastavino agerer Astas forsømte datter via skønsang, og har iøvigt komponeret nogle meddigtende sange.
Men det er som om Nanna Cecilie Bang er kommet for langt væk fra det originale materiale i sin iver efter at skabe en moderne kvinde, vi skal kunne relatere til i dag. I tidligere Asta’er som Vivian Nielsen og Vera Gebuhr kunne vi se Astas personlighed i deres portrætter. I denne forestillingen kan vi snarere se Nanna Cecilie Bangs personlighed i en skitse af Asta. Og det er synd.
Nanna Cecilie Bang har i andre sammenhænge vist, hvor glimrende hun kan være i et moderne repertoire. Men vi fornemmer ikke tidsånden fra stumfilmstiden i hendes ASTA, og der bør hun heller ikke selv være tilfreds med, ligesom iscenesætter Pelle Nordhøj Kann naturligvis også bære sin del af ansvaret. Nanna Cecilie Bangs ASTA vil henrykke dem, der lader sig forføre af en rolles repræsentation. Men den slags har altså aldrig haft noget med skuespilkunst at gøre.
ASTA er blevet en nydelig og slet ikke uinteressant, men sært fejlcastet forestilling, der bare burde have været endnu bedre, end den er blevet.
(Michael Søby)
