ELVIS

★★★★★☆

Siden instruktøren Baz Luhrmann fik sit verdensgennembrud med den dynamiske dansefilm "Strictly Ballroom – de forbudte trin", har han erobret stort set alle medier, han har været i berøring med. Filmene "Romeo & Julie", "Moulin Rouge!", "Australia" og "Den store Gatsby" vidner alle om et betydeligt visuelt talent.

Hans seneste film ELVIS bekræfter dette talent, men viser også en vilje til at ville mere end blot forblænde tilskuerne med storslåede scenerier og gloriøse kostumer. Baz Luhrmann lægger stor vægt på, at Elvis’ musik udsprang af den afroamerikanske kultur, som også var en del af hans barndom.

I sin struktur kan filmen minde om Milos Formans "Amadeus", hvor det også er den beregnende mentor, der agerer fortæller. I ELVIS kaldes han Oberst Tom Parker, Elvis’ kontroversielle manager, hvis mystiske fortid efterhånden indhentede ham.

Tom Hanks har tydeligvis siddet mange timer i sminkestolen, for at ligne "obersten", men vi genkender ham alligevel. Den markante accent har en forklaring, omend den kræver en vis tilvending, men gradvist køber vi portrættet af denne temmelig groteske mand, der i en årrække var en snu forretningsmand – både til fordel for og på bekostning af ELVIS. Vi er også tilbøjelige til at give ham ret i konklusionen mht årsagen til ELVIS’ død.

Austin Butler får sit livs største udfordring som ELVIS, og selvom vi ikke for alvor lære ELVIS at kende – på trods af en spilletid på to timer og 39 minutter – så gør Austin Butler alligevel et overbevisende indtryk, og hans ofte noget mutte fremtoning passer fint ind i Luhrmanns fortolkning af figuren.

Desuden får ELVIS-karakteren – noget overraskende – mere værdighed, som filmen skrider fremad, men det giver faktisk også god mening, da ELVIS med tiden trådte mere i karakter både som performer og i sit eget liv. Det betød et brud med Oberst Tom Parker, der tilsyneladende aldrig mistede respekten for ELVIS.

30 år efter at Baz Luhrmann brød igennem i Cannes, åbnede han festivalen med et brag takket være ELVIS, der med rette modtog stor applaus. Den hektiske klipning er i passager noget af en prøvelse og ikke alle lydoptagelser forekommer helt præcise.
Men Luhrmann har alligevel igen formået at skabe en overdådig og slet ikke ubegavet underholdningsfilm, der i sidste ende er en hyldest til ELVIS – trods dennes mange indlysende svagheder.