DEKALOG

★★★★★★

Thomas Hwan er stadig mest kendt for sin skuespillerpræstationer i TV-serien "Bedrag" og filmen "Hvor kragerne vender", men hans instruktørkarriere er efterhånden ikke mindre interessant. Selv mindre vellykkede forestillinger har været seværdige, fordi Thomas Hwan tilsyneladende aldrig er bange for at gå linen ud.

Aldrig har dette mod virket mere relevant end i hans opsætning af DEKALOG på Teater Nordkraft i Aalborg. Både som dramatiker og instruktør er forestillingen ikke bare en sejr for Thomas Hwan, men også hans største teaterbedrift til dato. Fordi han formår at gøre ordene bag Kieslowskis hovedværk "Dekalog" til nutidigt og nærværende teater.

Peter Schultz har skabt en forunderlig scenografi – et stillads af jern og træ overdækket med presenninger, når handlingen kræver det. I forgrunden ses et badebassin, der bestemt ikke bare er til pynt, men på det nærmeste bliver en aktiv medspiller.

Fem skuespillere stiller sig i den grad til rådighed for tekst og iscenesætter, og formidler samtlige karakterer i de 10 fortællinger om de 10 bud. Det er ikke småting Thomas Hwan kræver af sine medvirkende og det er som om grænserne mellem rollerne ophæves gradvist i løbet af de godt to-en-halv-time, som forestillingen varer.

Jakob Hannibal optræder ganske overbevisende både som far, der er lidt for glad for sin næsten voksne datter, og som en travl far, der ikke i tilstrækkelig grad er til stede for sin søn Pawel, før det er for sent. Hugo Hannibal Johannesson lægger på rørende vis stemme til drengen Pawel.

Christine Gjerluff har næppe nogensinde været bedre end som nymfomanen, der bliver genstand for en enfoldig ung mands luren, og som en hengiven men dybt løgnagtige kæreste, der driver den mand, som elsker hende, til vanvid. Han spilles fremragende af Thomas Nielsen, der også kan illudere biseksuel. Og man spørger sig selv: Er de enkelte karakterer i virkeligheden foreskellige aspekter af det samme menneske?

Tobias Leander får et veritabelt gennembrud som den unge lurer, med bemærkelsesværdig mimik og kropsprog, og Lærke Schjærff Engelbrecht gør indtryk, som den unge kvinde, der begæres af sin far og som den lille pige, der konstant minder Pawels far om, at Pawel er væk.

DEKALOG er en triumf for Teater Nordkraft, og fortjener et længere liv end den har udsigt til nu. Det er simpelthen en af årets bedste teaterforestillinger, fordi den finder sit eget sande og sanselige sprog, der får os til at føle kærlighedens smerte, men mest af alt kærlighedens uforfærdede kraft.

(Michael Søby)