HALLØJ

★★★★★☆

Verden går under. Men så er det godt, at vi kan blive opdateret af beredskabets intetsignede indsatsleder Magnus Gregersen og opmuntret af den ukueligt optimistiske husmor Else Svendsen fra Ringe. Jacob Morild gestalter disse to meget jævne danskere med en ømhed, så vi ikke kan andet end holde af dem.

Der er næppe nogen, der er bedre til at fremføre Jacob Morild-tekster end Jacob Morild. Så gak til Nyhavn, hvor man finder den hyggelige teaterbåd Café Liva, der danner rammen om HALLØJ, Jacob Morilds seneste solo-show.

Titlen antyder lidt skæg og ballade, men der er skam både vid og bid i Morilds materiale, som også giver ham mulighed for at vise sin musikalitet i en håndfuld sange. Fra blues til rock, og fra protestsang til en stille vise – Jacob Morild har sans for det hele, og musikken får aldrig lov til at skygge for ordene.

Jacob Morild hører blandt vores allerskarpeste iagtagere af menneskelig dårskab anno 2022. En sang om flygtninge handler derfor hverken om folk fra Syrien eller Ukraine, men om alle de politikere, der i ét væk flygter fra deres partier.

Jacob Morilds spidende gennemgang af de politiske folkevandringer til højre og venstre er satire på højt plan og skuespillerteknisk uhyre krævende komik.
Morsom er også Morilds analyse af danskerne evindelige brokkerier – i køen i supermarkedet eller på en DSB-station.

I anden akt bliver forestillingen en smule mere løs i kødet – især i et lidt for omstændeligt nummer om formidlingen af nyheder i medierne – før og nu.

Morild er endda så venlig at forklare aftenens yngste gæst, hvem Jørgen de Mylius var, men det havde han nu ikke behøvet, da denne forekom velorienteret med hensyn til gamle tv-værter og allerede forstod at værdsætte Morilds komik.

Et gammelt nummer – skrevet til en ung Jacob Morild af den sublime tekstforfatter Carl-Erik Sørensen – viste sig umiddelbart levedygtigt, og mindede os om, hvor stor en effekt et enkelt lille prik stadig kan have.

Så man kan trygt stige ombord på Café Liva – hvor der er mulighed for at spise og drikke inden forestillingen eller i pausen. Verden går ganske vist stadig under – for nogen. Men livet går videre.

 

(Michael Søby)