-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

SHIRLEY VALENTINE

★★★★★


Så foreskellige skuespillerinder som Pauline Collins, Lene Poulsen og Lisbet Dahl har alle formået at gøre "Shirley Valentine" til deres glansroller, og nu formår Vivienne McKee at gøre noget tilsvarende på Teatret ved Sorte Hest på vesterbro i København.

Den tilsyneladende uopslidelige tekst er af Willy Russell, der modtog en Oscar-nominering for sit manuskript til hans anden store scenesucces, "Lærenemme Rita". Der ligger afgjort en særlig kvalitet i at høre teksten formidlet på originalsproget af en skuespillerinde, der i den grad har fornemmelse for Liverpool-dialektens verbale muligheder.

Vivienne McKee er nået langt med sit talent, siden hun i midten af 70'erne medvirkede i den Oscar-nominerede "The Slipper and the Rose" (i Danmark også kendt under den sært ubeslutsomme titel "Cinderella og prinsen"). Rollen i den film kunne minde lidt om Jytte Abildstrøms i "Mafiaen - det er også mig", og i lighed med Abildstrøm skulle Vivienne McKee også blive en højt elsket institution indenfor morskabsteatret i København.

Uden på nogen måde at forklejne Vivienne McKees enorme indsats med "Crazy Christmas Cabaret", så har hun altid formået også at vise, at talentet havde andre sider, når chancerne bød sig. Ikke mindst da hun spillede krigskorrespondenten Martha Gellhorn i "Don't mention Hemingway" på Teatret ved Sorte Hest.

Men hun har aldrig rørt os, som hun gør i SHIRLEY VALENTINE. Der er noget jordnært og hudløst ærligt over præstationen. Som om rollen som den lidt forsømte engelske kvinde, der indser behovet for en forandring i sit liv, kalder på noget sart og fint i Vivienne McKee, som synes at have rod i hendes tid i England. Nu kommer det endelig til sin ret på en dansk scene i en stilfærdig og meget smuk sammenhæng iscenesat af Helen Tennison.

Vivienne McKee kender denne kvinde, hun ikke bare forstår hende, men formår at identificere sig med hende i alle livets aspekter. I forhold til familien, men også i hendes møde med den selvtilstrækkelige side af engelsk "kultur", som bliver udløst af en lille tur til Grækenland.

Vivienne McKee finder en dyb loyalitet med figuren, som man ikke blot kan spille sig til, men som også må kræve en omfattende livserfaring.

Hvor er det lykkeligt, at det netop er i rollen som SHIRLEY VALENTINE, at Vivienne McKee kan fejre sit 40-års jubilæum. Hun har simpelthen aldrig været bedre, - og fire fremkaldelser - een for hvert årti - er ikke for meget.

 

(Michael Søby)

 

I