SHE LOVES YOU

★★★★☆☆

Musicalproducent Mikkel Rønnow og teaterselskabet Nordic Musical Partners står bag Beatles-musicalen SHE LOVES YOU i Tivolis Koncertsal. Henved 40 af gruppens hits er flettet ind i en musikalsk familiesaga med manuskript med af Jokum Rohde og forestillingens britiske iscenesætter Thom Southerland.

På forfriskende vis er de to hovedkarakterer i denne musical et lesbisk par, hvilket også giver god mening i forhold til kærlighedssangene, der primært er om eller til kvinder. Louise arbejder som tøjdesigner, men bliver fyret af sin mindre kreative chef, og Louises halvbror, Daniel, der er ulykkeligt forelsket i pigen Molly, får et stofmisbrug. Samtidig gennemlever Louise og Daniels forældre en krise, da det kommer frem, at mor Anna er døende på grund af et dårligt hjerte.

Maria Lucia Heiberg Rosenberg får som Louise flere muligheder for at lufte sin store stemme i diverse Lennon & McCartneys numre, men desværre er der kommet noget syntetisk over Maria Lucias spil, der ofte står i vejen for sangenes indhold. Først til allersidst i mesterværket "Let It Be" aner man den usikkerhed, som Louise hele tiden har fablet om, og alligevel kan Maria Lucia ikke dy sig til sidst, og vælger at demonstrere stemmens spændvidde frem for at spille den konkrete scene. Det er som om, at sangerinden Maria Lucia skygger for skuespillerinden Maria Lucia – og det kan hverken hun eller publikum være tjent med i denne sammenhæng.

Hendes samspil med Rikke Hvidbjerg, der agerer hendes kæreste, fungerer heller ikke optimalt, og selvom det klæder Rikke Hvidbjerg at spille mere afdæmpet end ellers, så vil hendes stemme gerne op i det skingre leje.

Bedre går det for Mikkel Hoé Knudsen og Johanne Milland, der i rollerne som Daniel og Molly finder en god symbiose mellem skuespil og sang, der lover godt for fremtiden

Helt fremragende er Birgitte Raaberg og Karsten Jansfort. Birgitte Raaberg har i mange år måtte kæmpe med lidt ferske teaterroller, men her finder hun ind til smertepunktet i en karakter, der kræver andet af hende end hendes musikalitet. Har hun været bedre på en scene? Næppe.

På lignende måde tegner Karsten Jansfort et ligefrem bevægende portræt af en mand, der elsker sin familie. Vi ved, at Jansfort kan synge og danse, spille komedie, farce og revy. Men nu får han for en sjælden gang skyld lov til også at trække på de mere alvorlige sider i sit talent og han gør det fortræffeligt.

Uden Birgitte Raaberg og Karsten Jansfort ville SHE LOVES YOU have været en kold affære, men nu forlader vi det næsten tre timer lange værk ganske berørte.

Genhøret med alle de dejlige sange styrker naturligvis denne stemning, og især i titelnummeret fanger kapelmester Mikkel Rønnow og hans dygtige musikere lidt af den originale livsglade Beatles-stemning, som vi gerne havde mærket mere til undervejs i Morgan Large uskønne frynsescenografi.

Men det kan være stemningen i højere grad indfinder sig – efter at premierenerverne har lagt sig. Vi har lov at håbe.

(Michael Søby)