★★☆☆☆☆
I 2005 havde den danske actionfilm "Ambulancen" premiere uden den helt store opmærksomhed. Der syntes at være almindelig enig om, at den var en meget dansk actionfilm, og den blev da heller ikke noget tilløbsstykke i de danske biografer.
Men instruktøren Laurits Munch-Petersen havde to år forinden vundet en Oscar for bedste kortfilm, og den slags afstedkommer ofte gode internationale kontakter. Ingen kunne dog forudse, at der skulle gå 17 år mellem den danske version og en international genindspilning med titlen AMBULANCE.
Michael Bay, som ingen kan beskylde for at have god smag, står i spidsen for den nye version, og så er man altså selv ude om, hvis resultatet ikke lever op til forventningerne. Han har nemlig macho-makværker som "Transformers" og "Armageddon" på samvittigheden.
Selveste Jake Gyllenhaal ("Brokeback Mountain") lokker i en hovedrolle som den mest psykopatiske af to brødre, der efter et blodigt bankkup flygter med byttet i en ambulance, der i forvejen har en sygeplejerske og en døende politibestjent om bord.
Den mest fornuftige af brødrene spilles af Yahya Abdul-Mateen II ("The Trial of the Chicago 7"), men man bør ikke forvente stor skuespillerkunst i denne omgang. Filmens største attraktion er de rigeligt hektisk klippede biljagter, som både giver hovedpine og et mere dynamiske udtryk, end i den sindige danske version.
Der er dog ingen grund til at sætte sirenen på taget for at nå at se denne film i de danske biografer. AMBULANCE fremstår nemlig som en såre ligegyldig spændingsfilm, man sagtens kan undvære.