-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

JEG, MALVOLIO

★★★★★


Det findes vel næppe nogen mere latterliggjort karakter i teaterhistorien end Malvolio fra William Shakespeares fortryllende komedie "Helligtrekongersaften". Men nu tager han langt om længe til genmæle i skikkelse af Michael Moritzen på Teatret ved Sorte Hest med Scene42 som arrangør.

Malvolio arbejdede i sin tid som forvalter for den skønne rige Olivia, og lod sig narre til at tro, at hans kærlighed til hende blev gengældt. Storsmilende og iført gule strømper gjorde han sig til grin for alle vildledt af et ondsindet brev, som led i et komplot udtænkt af mere priviligerede udi kærlighedslivet.

Men nu er han vendt tilbage for at få hævn over publikum bl.a. ved at udstille deres egen opførsel og vende dem mod dem selv. En anmelder lader sig på premiereaftenen tilmed overtale til at give skuespilleren et spark. Mrn hvordan er det egentlig at være skuespillerens bøddel, og hvad siger vores handlinger om os selv?

Tim Crouchs tekst bryder vittigt med diverse teaterkonventioner og tvinger publikum til at være skydeskive for skuespilleren. Den omvente verden - men som sådan ganske lærerigt, og fremfor alt morsomt.

Mod slutningen får Malvolio også sin hævn over Shakespeare ved at genfortælle plottet i "Helligtrekongensaften", så det forekommer nærmest grotesk åndsvagt.

Michael Moritzen misser ikke en nuance i Lene Vasegaards iscenesættelse, og spørgmålet er, om han nogensinde har været bedre på en scene end i denne jubilæumsrolle, der markerer 40 flotte år i skuespilkunstens tjeneste. Kun en skuespiller af format og med et helt livs erfaring vil kunne spille rollen som den forpinte og forbitrede Malvolio med så livsklogt et lune. Michael Moritzen kan.

Vel er Malvolio fra en anden tid, men den chikane, han har været udsat for igennem århundreder synes beslægtet med de ydmygelser og hate crimes, vi i dag kender fra de sociale medier og tabloidpressen.

I Michael Moritzens storartede præstation smelter komediens og tragediens teatermasker sammen, og bagved aner vi et menneske, der stadig kan rette ryggen og trække på smilebåndet.

 

(Michael Søby)


 

I