HVAD ER DET?

★★★★☆☆

Aaben Dans præsenterer en halv times forestilling for ½ – 5-årige på kvisten, Folketeatrets ungdomsscene. To dansere iført grå kostumer laver akrobatiske bevægelser på et kvadratisk gråt filtunderlag – omkring hvilket den ungdommelige målgruppe og deres forældre er samlet.

En venlig underlægningsmusik giver de to aktører (Antionette Helbing og Ole Birger Hansen)noget at bevæge sig til, indtil en af de yngste tilskuere synes han vil give sit besyv med:

"Stor numse" er den noget uretfærdige første reaktion på deres optrædem, og de to dansere skifter heldigvis hurtigt positur og begynder at kravle på alle fire.

"Di dår som dyr!" kommer det med klar røst fra en anden ung tilskuer, en mere præcis og afgjort mere høflig iagttagelse, trods den ungdommelige formulering.

Da den kvindelige danser kravler op på sin mandlige dansepartners ryg, og denne begynder at lyde og agere som en robot, udbryder der højlydt latter blandt de mindste, og et par af forældrene begynder febrilsk at lede efter juice og kiks – tilsyneladende i håb om at kunne genvinde bare en del af deres børns opmærksomhed.

Det lykkedes for de to adrætte performere at gennemføre resten forestillingen uden gråd, ballade eller bemærkninger fra de små, der dog i den grad fik lyste til at pille ved scenografien, da filtstykker i både røde, blå og gule farver kom til syne på scenen.

De to medvirkende arbejdede blandt andet med temaer som balance og tillid, og det virkede passende, da flere af dem på tilskuerepladsen kun lige havde lært at gå og en enkel blev bekymret, da lyset i salen blev dæmpet. Men det var kun for at give plads til de små lyskilder på scenen, og således kom man selv de allermindste i møde ved at præsentere dem for teatermagi i børnehøjde.

Thomas Eisenhardt og Kamilla Wargo Brekling må siges at være lykkes med deres projekt, og både før og efter forestillingen åbner Folketeatret op for Det Kunstneriske Laboratorium, hvor børnene og deres forældre får tid og plads til at forberede eller videreudvikle oplevelsen gennem samtale eller leg, mens man nyder en forfriskning.

(Michael Søby)