-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

STOLTHED OG FORDOM

★★★★★★


Betty Nansen Teatret har gennemgået en forvandling, hvilket blandt andet har medført et flot nyt publikumsområde på første sal. Men også på scenen mærker man nye vinde blæse i Anna Balslevs dybt original greb på Jane Austens STOLTHED OG FORDOM.

Romanen fra 1813 blev i mange år behandlet nedladende af (mandlige) anmeldere og litterater, en såkaldt "kyseklassiker" der ikke desto mindre har vist sig særdeles slidstærk. Robert Z. Leonards Oscar-belønnede filmatisering fra 1940 med Greer Garson og Laurence Olivier, Joe Wrights Oscar-nominerede genindspilning fra 2005 samt TV-serien fra 1995 har alle bidraget til at gøre en nye generationer opmærksomme på Jane Austens mesterlige evne til at skildre kvinders livsvilkår.

STOLTHED OG FORDOM er en del af "Betty skaber", en proces hvor forestillingen udvikles over længere tid og på tværs af kunstarterne med work-shops og kollektive tanker. Denne proces må siges at have båret frugt, eftersom opsætninger er blottet for støvpartikler og bliver spillet til succes af 6 unge skuespillere, der både tør og kan.

Mathilde Arcel Fock er konstant fascinerende som den stædige og stolte Elizabeth Bennett, der tilsyneladende afskyr den arrogante men attraktive Hr. Darcy (den øretæveindbydende charmetrold Ferdinand Falsen Hiis), som hun mistænker for at være skyld i søstrenes ulykke. Søstrene spilles betagende af Freja Klint Sandberg og Nanna Skaarup Voss, og deres udkårne varetages med overraskende fysisk opfindsomhed af Simon Kongsted (Mr. Wickham) og Mathias Bøgelund (Mr. Bingley).

En vis ædræthed er da også krævet i Laura Løwe moderne rutsjebane-scenografi, men et klassisk strejf i de tidløse kostumer understreger alligevel tekstens eviggyldighed.

Anna Balslevs iscenesættelse overrasker konstant. Lige før man begynder at frygte, at forestillingens fysik kommer til at skygge for meget for ordene, serveres nogle rene og klare dialoger, der vidner om Jane Austens egen kærlighedslængsel og som får tårerne frem hos de mest grådlabile tilskuere. Tilsat Viktor Dahl sarte poetiske musik, som han selv fremfører på scenen, må selv en hårdhudet anmelder overgive sig til sit lommetørklæde.

STOLTHED OG FORDOM fremstår som en skamløs og aldeles velfortjent rehabilitering af Jane Austen - og tilmed i samme sæson som hendes kollega Emily Brontë har oplevet en lignende renaissance på Odense Teater med "Stormfulde højder" som lidenskabelig og spektakulær teaterføjlteton. Nu venter vi spændt på teater, hvor værker af de andre Brontë-søstre og Lillian Hellman kommer i fokus - for også de fortjener fornyet opmærksomhed.

Men foreløbig bør man ile til Betty Nansen Teatret, hvor kærligheden lever - både den indestængte og den udlevede.

 

(Michael Søby)




 

I