-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

MASKEBALLET

★★★★★★

Giuseppe Verdis MASKEBALLET ("Un ballo di maschera") udspillede sig oprindeligt i Sverige, men fordi man i 1858 - efter attentatet på den franske kejser frygtede, at kongemordet ville danne præcedens, greb censuren ind, og Verdi blev tvunget til at lade sin fiktive kærlighedshistorie om en svensk konge handle om guvernør fra Boston!

MASKEBALLET havde premiere d. 17/2 1859 i Roms Teatro Apollo, men kom først til Sverige i 1927. Der blev den opført i Stockholms nye operabygning - beliggende just der, hvor kongemordet fandt sted. Boston-versionen må have virket temmelig bizar på en svensk operascene, hvor alle kendte forhistorien, og det kan meget vel være derfor, at Det Kongelige Teater i København vælger at præsentere den ucensurerede udgave syv år senere. Det var da også den ucensurede udgave, som Malmø Opera præstenterede for 5 år år siden - desværre sunget på italiensk ligesom den aktuelle danske produktion i Operaen, selvom det nordiske sprog givet ville have tilført forestillingen en endnu højere grad af autenticitet.

Det er efterhånden 20 år siden, at Det Kongelige Opera har opført værket og at dømme efter publikumsreaktionerne er det ikke et minut for tidligt, at Verdis opera igen er på Det Kongelige Teaters repertoire.

Fra den lyriske ouverture til den grandiøse finale er denne opsætning - en co-produktion med Den Norske Opera & Ballett - en fornøjelse at lytte til. Koncertmester Mikkel Futtrup får hvert et instrument til at kæle for Verdis udødelige toner og hver en stemme i Det Kongelige Opera gløder af lidenskab under ledelse af korsyngemesteren Steven Moore.

Matteo Lippi ligner og lyder ikke umiddelbart som en svensk konge, mens hans passionerede sang får os til at se igennem fingre med det meste. Mindre livfuld men ligeledes flot syngende er Johan Reuter som rivalen Anckarström og især efter pausen viser Gisela Stille sit vokale format i rolle som Amelia.

Strengt taget behøver hovedpartierne ikke synges af at sangere på alder med "Romeo og Julie", men når der står en babyseng på scenen, så er der vel en grænse for, hvor gammel moderen kan være - især når handlingen udspiller sig i 1800-tallet? Spillet mellem den aldrende hovedkræfter fungerer i al fald ikke optimalt - man tror aldrig for alvor på det de synger. Kun Johanne Boch som troldkvinden Ulrica fungerer optimalt på alle fronter.

Et lille transportabelt soveværelse synes desværre at være eneste lyspunkt i scenografien, og selvom kontrasten er slående, så virker det altså malplaceret foran galgebakken! Det er som om, at scenografen har lagt alt sin energi og kreativitet ind i dette udsøgt udsmykkede soveværelse, men det er desværre ikke tilstækkeligt til at redde forestillingen som helhed rent visuelt, selvom Jon Morrells klassiske kostumer kompenserer en del.

Karolina Sofulaks iscenesættelse fremstår næsten for nydelig, så er der mere fut i Paolo Carignanis musikalske ledelse. For rent musikalsk er der grund til at være tilfreds med denne opsætning, men en lidt mindre gammeldags tilgang til stoffet ville altså have hjulpet.

 

(Michael Søby)



 

I