-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

NATTENS ENDE

★★★★★


Glyptotekets smukke festsal bruges fra tid til anden til teater, og også denne gang giver det god mening. Værket NATTENS ENDE er nemlig baseret på 4400 år gamle bønner, frugtbarhedsmyter og skabelsesberetninger, som dramatikeren Alexandra Moltke Johansen i samarbejde med komponisterne Anna Brønsted og Kirstine Fogh Vindelev har bearbejdet efter koncept af skuespilleren Lotte Andersen. Resultatet er blevet et særegent korværk fremført af fire kvinder og to mænd iscenesat af Anja Behrens.

Med klæder for ansigterne modtager de seks medvirkende os, og først når vi har stået og gloet lidt og alle har fået tjekket coronapas og er kommet ind i salen, bliver vi ledt hen til vore siddepladser. Scenografen Laura Rasmussens lille arena synes inspireret af verdens ældste teaterkonstruktion, Amfiteatret, som vi kender det fra diverse gladiator-film, og man kan således argumentere for, at scenografien er på bølgelængde med teksten. Det er publikum dog ikke nødvendigvis.

Især ikke efter, vi har fået overrakt en sten ledsaget af ord, der vistnok skulle opfattes som visdomsord? Det er blot nogle uger siden, at man kunne opleve noget lignende i en danseforestilling i Roskilde, men har var stenene lune og havde derved en fysisk funktion, de hjalp os med at holde varmen. I Glyptoteket får man en kold sten, og tænker "hva' fanden skal jeg stille op med den?" og har mest lyst til at kyle den ned på scenen til de andre sorte sten, der tilsammen udgør en lille rede.

Men på selvsamme rede er en gruppe æg blevet placeret - eller er det bordtennisbolde? Den ellers så velsyngende Troels Kortegaard Ullerup her tilmed et æg - eller en bordtennisbold? - i munden og begynder nu at udveksle det med stakkels Özlem Saglanmak, mens hun synger! Det kan ikke være nemt for hende, tænker man, men det skal blive meget værre for den stakkels skuespillerinde.

Da Özlem Saglanmak i skikkelse af ypperstepræstinden Enheduanna fremsiger dennes hyldestdigte om den provokerende gudinde Inanna, begynder Christine Sønderrris i rollen som - gud ved hvem? - at proppe frugt i munden på hende, mens hun slikker hende på halsen! En moderne modstander af gudindens progressive tanker om bl.a. moder jord eller en fan, der ønsker at udleve gudindens tanker om seksuel frihed med ypperstepræstinden? Heldigvis får Özlem Saglanmak kaste frugten op og taget til genmæle, og vi indser, at hun heldigvis er alt andet end en stakkel.

På et tidspunkt smider Jacob Moth tøjet, og ruller nøgen rundt på stenene og hvad der ellers måtte ligge på scenegulvet. Lotte Andersen er nemligt blevet overhældt med ris - eller pasta? - eller noget helt tredje - flere småsten måske?.

Nanna Bugge synger i al fald kønt, og sammen med de øvrige fem går hun messende ud blandt publikum. Det overraskende budskab synes at være, at vi skal pløje deres furer, og det er så her, at forestillingens titel NATTENS ENDE endelig giver mening.

På den anden side er man ikke rigtig sikker på noget i denne forestilling, men både musikken og sangen havde afgjort kvaliteter, der bringer mindelser om en god gudstjeneste. Anja Behrens, der ved andre lejligheder har vist, at hun er en fortræffelig iscenesætter, synes denne gang at være faret vild i en tekst, der i al fald ikke kan kaldes helstøbt dramatik.

Forestillingen er og bliver en kuriøsitet for de indviede, men det er i det mindste bedre end så meget andet, vil man sikkert argumentere for. Pretentiøs kan man i al fald med sindsro kalde forestillingen.

NATTENS ENDE er en samproduktion mellem Glyptoteket, Songbirds v/Lotte Andersen og Sort/Hvid, og vi må sandelig håbe, at der er nogen, som føler en større åndelig forbindelse med forestillingen end undertegnede.

 

(Michael Søby)


 

I