★★★★★☆
Det Kongelige Teaters såkaldte eksperimenterende dansekompagni Corpus rehabiliterer sig selv i 11. time med GIANT STEPS i et frugtbart samarbejde med danserne fra Den Kongelige Ballet. Tre nye balletforestillinger, der tilsammen demonstrer spændvidden i vor tids ballet.
Den berømte koreograf Bobbi Jene Smith lægger ud med "Pierre", et sanseligt værk med nykomponeret musik af Celeste Oram. Den franske chanson "Pierre" bliver et af omdrejningspunkt i forestillingen, fordi teksten ikke blot siger noget om manden Pierre, men mindst ligeså høj grad noget om kvinden, der fremfører den.
På samme måde siger vores reaktioner på og empati med andre mennesker i virkeligheden mere om os end om dem. Et væld af dansere – mange iført klassisk festtøj – interagerer med hinanden, og vi oplever både afstanden og nærheden mellem dem.
En mand (passioneret fremstillet af Alexander Bozinoff) kæmper med sine personlige frustrationer ved et lille bord, men vi får ikke nogle konkrete svar på hvorfor. En frihedshungrende kvinde (danset med desperation af Eukene Sagues) søger gentagne gange at afføre sig sin kjole, men gang på gang bliver hun bremset af hendes stadig mere desperate mand (iltre Marcin Kupiñski)
"Pierre" er en ballet fuld af hemmeligheder, og det er netop dens force, at den stiller flere spørgsmål, end det giver os svar. Dem må vi selv finde, ved at finde empatien i os selv.
Sharon Eyals pulserende værk "Bedroom Folk" opføres for første gang med en nærmest rituel live musik af Ori Lichtik fremført af det uforlignelige Kongelige Kapel under ledelse af den tydeligvis veloplagte dirigent Alain Franco. Det er en fornøjelse at se klassiske dansere som eksempelvis Ryan Tomash og Wilma Giglio vise, at de også kan danse andet end "Romeo og Julie". Her forplanter lidenskaben sig også til underlivet på Det Kongelige Teaters Gamle Scene til fryd for publikum i alle aldre.
Anne Teresa De Keersmaekers "Verklärte Nacht" er baseret på et digt om en gravid kvinde, der på en skovvandring fortæller sin mand, at det ikke er hans barn, hun venter. Såvel musikken som den koreografiske stil synes umiddelbart klassisk – med inspiration fra de store russere (bl.a. Anton Tjekhov og hans "Tre søstre"), men alligevel med nogle dristige valg, der bevidst forsøger at bryde med klassicismen.
Hvis "Pierre" fremstod som aftenens mest originale bidrag, og "Bedroom Folk" blev det mest medrivende indslag, så fortjente aftenens sidste værk "Verklärte Nacht" betegnelsen aftenens mest poetisk ballet – også takket være et smukt afstemt ensemble.
Samlet set en overrumplende fin balletaften, som navnligt danserne men bestemt også Corpus fortjener tak for. Ikke sidste den Reumert-vindende"I føling" har Corpus nået disse højder, og derfor er måske også ganske passende, at det bliver med denne forestilling, at de takker af.
(Michael Søby)
