-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

DANSE-FESTIVAL

TEATER MØN


- 10 forestillinger på 24 timer

(eller lidt over...)

 

★★★★★


THIS IS NOT SWAN LAKE ****

STONE-FACE-BOOK ****

EYE OF THE STORM *****

FU-SO-ME ***

ROMEO&JULIET ****

ASIDE ****

AN EVE AND AN ADAM *****

MASS EFFECT *****

ALICE IN WONDERLAND ****

BOLERO EXTENDED *****

 

Det energiske par Peter Kirk og Tilde Knudsen har på rekordtid formået et omdanne en nedlagt skole på en lille ø til det dynamiske Teater Møn. Her syder det med aktivitet - ikke mindst i en weekend i oktober 2021, hvor man har en slags præsentations-platform, der præsenterer 12 forskellige forestillinger i løbet af 24 timer (hvis man ser bort fra nogle korte pauser).

På initiativ af den 4-dobbelte Reumert-vindende koreograf og danser Palle Granhøj præsenteres en sand overdådighed af fristelser indenfor dans og performance i en veltilrettelagt blanding af perler fra det eksisterende repertoire samt noget helt nyt.

Granhøj Dans lagde selv ud med THIS IS NOT SWAN LAKE om komponisten Tjajkovskijs hårdtprøvede hustru. Fru Antonina Tjajkovskij fandt først for sent ud af, at hendes mand var homoseksuel og endte sine dage på en anstalt for sindsyge. Det er her, vi møder hende - med russiske glocer fossende ud af munden og med hovedet fyldt med tanken om, at svanesøen burde have handlet om pingviner. For pingviner flyver ikke bare væk fra deres livspartner.

Musikken genkender vi fra den klassiske udgave af "Svanesøen" - omend kun en lille times uddrag. Der spilles med glød af pianisten Maria Eshpay, som samtidig agerer komponistens hustru med saft og kraft i stemmen. De fire dygtige dansere bidrager til en skæv og anderledes danseoplevelse, og THIS IS NOT SWAN LAKE viser sig at være en god start på den lille festival.

Herefter følger intet mindre end en verdenspremieren på soloforestillingen STONE-FACE-BOOK, som Palle Granhøj har udarbejdet i samarbejde med en af sine foretrukne dansere Mikolaj Karczewski.

Der er tydeligvis tale om et personligt projekt for den polske danser, der trækker på sine personlige erfaringer i en verden af sten. Faderen var minearbejder, men Mikolaj Karczewski finder musik i stenene, og ud fra musikken opstår dansen. Det er som om stenene får ansigter, og bliver en slags venner - måske ligefrem familie? - for den unge Mikolaj. Deres musik fremstår som en slags katalysator for vor hovedpersons sindstilstand. Vi aner en opvækst, der har været trist og grå, uden plads til pink, men også et ungt menneske med en ukuelig livlig fantasi og en bred livgivende musikalitet.

Mikolaj Karczewski formår at vise sin dansemæssige alsidighed i de vidtspændende musikvalg, der ikke begrænser sig til vesteuropa og USA. Inklusiv en stille fin sang fra en far til sin søn.

Den franske Rachid Ouramdane imponerede med sin koreografi i EYE OF THE STORM. Skiftene mellem orden og kaos var tankevækkende, og især de uhyre krævende passager, hvor de 8 dansere drejede rundt om sig selv samtidig med, at de bevægede sig rundt i en kollektiv cirkel havde en hypnotisk skønhed.

EYE OF THE STORM er et fransk-lettisk samarbejde med støtte fra KlaipėDAnse. Det overvejende lettiske ensemble gjorde et positivt indtryk, men også den belgiske danser Niels Claes lod sig bemærke, og det skulle langt fra blive eneste gang på denne festival.

Soloforestillingen FU-SO-ME kom uheldig fra start, fordi en stor del af de omdelte mobiltelefoner, der viste sig at være en integreret del af forestillingen, pludselig havde svært ved at gå på nettet. Dramaturgisk forekom forestillingen også skrøbelig, og resultatet blev den eneste relativt skuffende forestilling på festivalen.

Ligesom den anderledes velykkede STONE-FACE-BOOK var dette et personligt projekt udviklet mellem Palle Granhøj og en østeuropæisk danser, men heldigvis havde ungarnske Laszlo Fulop nok danseindslag i sin performance FU-SO-ME til at overbevise os om sine dansekvaliteter. Trylleri bør han dog ikke satse på som levevej fremover.

Så blev det værtsparret tur til at underholde. På flot og flydende engelsk kastede de sig ud i en spøjs og stadig mere syret gendigtning af William Shakespeares tragedie, og Asterions Hus'

ROMEO&JULIET fremstod nærmest som en gakket farce, selvom den havde flere dødsscener end originalen. Helt i tidens ånd agerede Tilde Knudsen en stærk men også dominerende Julie, mens Peter Kirks Romeo et meget langt stykke af vejen kunne betegnes som tilpasningsparat.

Aldersforskellen mellem originalens unge teenagepar og den midaldrende duo i Teater Møns vildtvoksende have var til at få øje på, men den var naturligvis indarbejdet i forestillingens komik. Kontrasten mellem den uhyre veltrænede Tilde Knudsen og den noget mere afslappede Peter Kirk udnyttedes fikst i de relativt få dansenumre og i de mange akrobatiske sammenstød. Parrets kombinerede sceniske charme blev i sidste ende afgørende for forestillingens succes.

I 2017 blev danserne Niels Claes og Gintarė Marija Ščavinskaitė kåret som de bedste dansere i Litauen for ASIDE. En ganske intim danseduet, hvori det lidenskabelige kropssprog mellem mand og kvinde ledsages af en aggressiv elektronisk musik. Danserne har selv udviklet den passionerede koreografi, og forestillingen synes på ingen måde at have mistet sin sanselighed og fascinationskraft.

AN EVE AND AN ADAM indbragte Palle Granhøj hans fjerde Reumert-pris, og også denne forestilling viser sig at være langtidsholdbar. Titlen afspejler også handlingen i denne overvejende nøgne version, hvor den stærke og kontante Eva møder den mere blufærdige og tilbageholdende Adam. Det er hende, der først tager skridtet ind i en anden verden og det er ham, der forgæves forsøger at dække hendes køn med figenblade.

Heldigvis præsenteres disse optrin med et velgørende lune og fremføres af to aldeles fremragende dansere: Sofia Pintzou og Mikolaj Karczewski. Begge magter de den store lidenskab og begge mestrer de forvandlingen fra dyr til menneske. Højdepunktet bliver et ordløst skænderi, hvor deres ekspressive kropssprog næsten giver os et vis indtryk af, at vi ved, hvad de skændes om. Vi nyder også poesien i deres nysgerrige undersøgen af hinandens fysik, og når de med med glubende appetit smager den forbudne frugt, som de til slut generøst deler med os.

Bora Bora huskunstner Andreas Constantinou og Himherandit Productions modtog en yderst velfortjenet Reumert-nominering for koreografi og iscenesættelsen af bl.a. MASS EFFECT. En vild pulserende forestilling, der snart kommer på Danmarksturné, og som på dristig og dragende vis mixer sport og dans. Aldrig har træningslokalet oset så meget af erotik, og de 7 dansere flirter diskret men skamløst med publikum. Ny på holdet siden premieren er William Cardoso, og han kan ikke være nogen forringelse.

Med udgangspunkt i Susan Marshalls fabelagtige kostumer har Tilde Knudsen skabt sin personlige version af Lewis Carrolls uopslidelige historie om ALICE I EVENTYRLAND. Asterions Hus har produceret og Peter Kirk står for iscenesættelsen af en forunderlig lille forestilling, der vil appellere mindst ligeså meget til voksne som til børn.

Festivalen sidste forestilling blev heldigvis også en af dens største succeser. BOLERO EXTENDED starter med, at fire cellister med ryggen mod publikum slår rytmen fra Ravels BOLERO an på deres instrumenter. Vi bliver nu vidne til en række dramatiske møder, der allerede kulminerer i, at taberen - sædvanligvis den i hvidt - kommes i sort bevægelig box og køres væk. Mod slutningen går en gruppe cellister på et podie, bygget af store sorte kasser, og spiller BOLERO. Imens ser vi menneskene i de store sorte kasser kæmpe for deres frihed.

Seiko Dance Company, Klaipeda Concert Hall og Granhøj Dans har co-produceret dette iltre værk, hvor Marius Pinigis, Gintarė Marija Ščavinskaitė, Niels Claes og Gintarė Marija Ščavinskaitė bør fremhæves i det glimrende ensemble. En medrivende forestilling, der efterlader publikum i en euforisk stemning, og det smukkest tænkelige punktum for en ualmindelig vellykket dansefestival på Møn.

Her er virkelig et solidt grundlag at bygge videre på, og man må derfor håbe, at den velkuraterede og velbesøgte festival ikke bliver en enlig svale. De lokale politikere og erhvervsfolk har her fået en gave, der kan blive til gavn for hele egnen, og derfor fortjener Teater Møn herefter al den opbakning, man har brug for, så der også bliver en festival på Møn i 2022.

 

(Michael Søby)



 

I