-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

SANDHED OG KONSEKVENS

★★★★★


Lars Noréns "Skyld i kærlighed" havde i 1993 Danmarkspremiere på Rialto Teatret med en kvartet af fine spillere: Isa Holm, Karen-Lise Mynster, Anders Hove og Lars Lunøe. 28 år efter er rollerne overtaget af Sarah Boberg, Anette Støvelbæk, Peter Oliver Hansen og Niels Ellegaard, og også på Teatret ved Sorte Hest bliver stykket spillet til succes - nu under titlen SANDHED OG KONSEKVENS i Vibeke Bjelkes oversættelse.

Marianne Nilsson har med sine grå designersofaer og de kun tilsyneladende ensartede sorte kostumer anlagt en tidsløs stil, der desværre ikke holder.

Man mærker især, at 90ernes mandetyper har ændre karakter, og i disse Me Too-tider tvivler man især på, at nutidens kvinder ville have fundet sig Peter Oliver Hansens opblæste machomand. Omvendt synes Niels Ellegaards bløddyr af en ægtemand er så sølle, at han ligner et levn fra en stærkt feministisk 70'er-film. Begge skuespillere forsvarer rollerne godt, men tidens tand undgår end ikke Norén.

Spørgsmålet er faktisk om dette stykke hører blandt hans bedste? Ved gensyn springer det for alvor i øjnene, hvor meget han egentlig har planket fra Edward Albees "Who's afraid of Virginia Woolf?" - uden at have Albees strukturelle mesterskab. I flere af Noréns replikker kan du ikke blot genkende enkelte ord fra originalen, men også selve rytmen i replikken. Det føles som om, at Norén har skrevet replikkerne i disse passager med Albees tekst lige ved siden.

Første del er glimrende iscenesat af Maria Vinterberg, og hun misser ikke en nuance, når ondskabsfuldhederne fyer mellem sofaerne og ingen kan vide sig sikre. Men pausen bryder intenciteten markant, og det er først da storesøster Elisabeth (et nyt karrierehøjdepunkt for Sarah Boberg) får tilbudt sin velstående lillesøsters aflagte sko, at der igen kommer ild i kaminen. Anette Støvelbæk leverer også en af sine fineste teaterpræstationer som den mindst ligeså forkvaklede lillesøster, og man kommer virkelig i tvivl om, hvem af søstrene har det mest perverse ægteskab?

Flere groteske scener bliver i anden akt næsten farce-agtige, og her går Maria Vinterberg for vidt. Hvis alvoren ryger, så får stykket ikke det momentum, det trods har potentiale til at få.
Men den heftige dialog ligger godt i munden på de medvirkende, så man bør - trods forbehold - ikke snyde sig selv for en Norén-aften på Teatret på Sorte Hest. Der er endda en rigtig god chance for, at man taler lidt pænere til sin ægtefælde på vejen hjem

.

(Michael Søby)


 

I