-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

MIT LIV MED DOSTOJEVSKIJ

★★★★


Verdens mindste teater er rykket ind i Ruslands Hus, og det giver mere end almindelig god mening. For det første er det her, at man finder den smukt kuraterede udstilling "Dostojevskij i København” frem til 20. november, hvor den skal på turné. For det andet råder man her over en rigtig teatersal, der passer som hånd i handske til Ulla Koppels poetiske dramatisering af Anna Dostojevskajas selvbiografi MIT LIV MED DOSTOJEVSKIJ.

Ulla Koppel vælger at fokusere på mødet og ægteskabet mellem Anna og Fjodor Dostojevskij, og børnene såvel som livet udenfor hører vi ikke meget til. Men i en monolog på ca. 70 minutter giver det måske også god mening, selvom den store historie i mindre grad får mulighed for at folde sig ud.

De fine små træmøbler og Cassandra Andrea Juuls melankolske violinspil bidrager dog til den autentiske stemning, og Mira Noltenius får også vist en udvikling i Dostojevskijs anden hustru: Fra tilbedende stenograf til engleblid men til hårdtprøvet hustru. Rent emotionelt velnok det bedste, vi har set Mira Noltenius præsterer.

Rent sprogligt virker forestillingen mere kompliceret. Der tales overtydeligt, næsten staccato, som om Mira Noltenius spiller eet ord ad gangen. Det kan hænge sammen med, at Anna efter eget udsagn forsøgte at tale så korrekt som muligt i selskab med Fjodor, men her virker det en anelse overdrevet. Og når hun så samtidig siger "skrammende" i stedet for "skræmmende", og "fram og tilbage" i stedet for "frem og tilbage", så ryger troværdigheden momentvis. Vi hører, at Anna elskede hans forfatterskab allerede, inden de mødtes, men det kniber med at tro på, at denne Anna rent åndeligt har været Dostojevskij en jævnbyrdig livsledsager. Det er der også flere Dostojevskij-kendere, der mener, at hun ikke var det, men et vis format synes man bare, at hun måtte have haft.

Mira Noltenius forsøger i al fald ikke at gøre Anna klogere, end der er belæg for, og vi tvivler aldrig på Annas kærlighed til sin mand. Hendes selvopofrelse vil givet virke provokerende på mange moderne mennesker, men det er lige netop det, der gør forestillingen interessant. Hvor meget kan man og skal man udsætte sig selv for i kærlighedens navn?

Måske var Anna i virkeligheden den klogeste på det emotionelle plan, for hendes Fjodor opgav med tiden at følge sin indre spilledjævel, og det synes i høj grad at være hendes fortjeneste. På den måde bliver MIT LIV MED DOSTOJEVSKIJ en stærk hyldest til kærlighedens ubændige kraft til alle tider, og dermed ikke nogen ubetydelig bedrift for verdens mindste teater.

 

(Michael Søby)


 

I