-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

DEN INDBILDT SYGE

★★★★


Jean-Baptiste Poquelin Molières DEN INDBILDT SYGE har unægteligt fået ny resonans i 2921. For selvom vi på tragisk vis mistede et stort antal mennesker, da coronaen hærgede vort land, så var og er der stadig flere, der gik og går rundt i frygt - ikke bare på grund af coronaen men også vaccinerne! En frygt, som ikke længere er rationel, og som det er op til den enkelte at få bugt med, hvis de vil have deres liv tilbage.

I Molières Argan har selv de mest sygdomsforskrækkede fundet sig en overmand, og der er ikke den medicin eller de lavementer, som han afholder sig fra at prøve i håb om at blive rask. Problemet er bare, at han ikke fejler noget.

Søren Sætter-Lassen misser ingen facetter i figuren, og gudskelov får vi også helt ondt af Argan til sidst, da han jo er sin egen værste fjende. Måske lige bortset fra hans seneste viv Béline (kosteligt morsomt fremstillet af Christiane G. Koch), der kun har foragt til overs for sin lille svækling.

Så Argan er i sidste ende bedre tjent med tjenestepigen Toinette (overdådige Tina Gylling Mortensen), som forstår at spille sin chef et puds, så også han lærer at forstå, hvem der vil ham det godt.

Det vil hans bror, den kloge mand Béralde, som Jens Jørn Spottag fremstiller med djærvt lune. Men også med en velgørende ilterhed, der synes at være en naturlig følge af broderskabet med Argan og som måske endda forklarer, hvis Béralde har udviklet et alkoholproblem.

Trods iscenesættelsens mange kvaliteter og fire markante skuespillerpræstationer i front, har Thomas Bendixen ikke formået at få de øvrige skuespillere på samme niveau. Om det til dels skyldes, at de yngste skuespillere ikke i tilstrækkelig grad er fortrolige med Molière-traditionen, kan være svært at vurdere, men mistanken nager.

Alvin Olid Bursøe gør i det mindste et hæderligt forsøg med et vittig kropsprog i rollen som Thomas Diafoirus, Purgons nevø, men kan intet stille op i Maja Ravns lidt for festlige kostume, der i for høj grad låser figuren. Maja Ravn har bedre held med sin jernscenografi, der understreger, at Argan er fange i sit eget fængsel.

Det var Molière også, men i hans tilfælde var sygdom er realitet. En uge efter premieren på DEN INDBILDTE SYGE døde han og dermed fik de læger, han havde vraget og latterliggjort, tilsyneladende det sidste ord.

Og dog. DEN INDBILDT SYGE hører jo stadig blandt de hyppigst spillede franske teaterklassikere, og selvom ikke alle spillere formår at yde teksten fuld retfærdighed, så er DEN INDBILDT SYGE også i denne kongelige opsætning bestemt værd at lytte til.

 

(Michael Søby)


 

I