-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

MEDEA

★★★★★


Euripides’ græske tragedie MEDEA byder på en af verdendramatikkens store kvinderoller, men den kræver også en nærmest grænseløs lidenskab af den pågældende skuespillerinde.

Kirsten Olesen og Marina Bouras hører blandt de mest uforglemmelige MEDEA-fortolkere, vi har oplevet på en dansk scene i det sidste halve århundrede, og nu er det så Camilla Gjelstrups tur til at prøve kræfter med rollen på Aalborg Teaters lille scene.

Selvom Camilla Gjelstrups version ikke indskriver sig blandt de største i teaterhistorien, så har hun bestemt ære af sin indsats, og præstationen hører blandt hendes bedste. Hendes træthed, da hun snakker Jason efter munden, siger en del om mange kvinders livsvilkår i årtusinder, men også denne MEDEA får sin hævn på grusomste vis.

Den debuterende iscenesætter Sullivan Lloyd Nordrum lader dramaet udfolde sig på en støvet slagmark af gibs, der har det med at knirke, når de medvirkende går rundt på den. Ikke umiddelbart den ideele base for intense replikudvekslinger.

En vis form for tidløshed synes tilstræbt, selvom kostumerne i al fald synes klassisk inspireret blandt andre ved nogle bizarre kraver. Marcus Gad Johansen skal tilmed spille den svigefulde Jason udsmykket med en gigantisk sløjfe under hagen. Sløjfen synes designet af samme createur, som stod bag narrehatten, og låser i al for høj grad karakteren fast som en infantil klovn. Marcus Gad Johansen slider ellers i det med ordene, men hvordan kan man tage denne farce-forklædte karakter alvorlig?

Bolette Nørregaard Bang skal illudere Kreon, forstå det hvem der kan? Vel er det oppe i tiden at se bort for køn, alder og race, når man caster, men ikke talent, og Bolette Nørregaard Bang har i al fald ikke på nuværende tidspunkt det fornødne format til at forvalte en kongerolle i en græsk tragedie.

Måske Camilla Gjelstrup kunne være noget endnu dybere ned i sin MEDEA, hvis de ydre omstændigheder og hendes kolleger var blevet forvaltet på en anden måde? Nu må vi nøjes med at glæde os over, at hun har fået mulighed for at vise, at hun rent faktisk kan spille rollen.

 

(Michael Søby)










 

I