-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

SOMMERGÆSTER

★★★★


Aalborg Teaters direktør Hans Henriksen har en forkærlighed for de store russiske forfattere, og det er der bestemt god grund til at glæde sig over, for her finder man ofte en dramatisk tyngde, som selv værker af William Shakespeare kan have svært ved at leve op til.

Problemerne opstår, når Hans Henriksen selv vil iscenesætte de russiske klassikere. En af de første forestillinger, han tildelte sig selv, efter han havde sat sig i chefstolen på Aalborg Teater, var en stort anlagt opsætning af Fjodor Dostojevskijs "Idioten". En irriterende defus forestilling med direktørens kone Maria Henriksen fatalt fejlplaceret i hovedrollen.

Bedre gik det, da Hans Henriksen tog livtag med Dostojevskijs "Forbrydelse og straf" - uden at han dog fik teksten løftet op på det niveau, som Rune David Grue opnåede med sin opsætning af "Forbrydelse og straf" på Det Kongelige Teater nogle år tidligere.

Nu gælder det så Maxim Gorkijs mesterværk "Sommergæster", som i Peter Langdals legende iscenesættelse blev en succes på Betty Nansen Teater i sæsonen 2003/04 med en stjernebesætning, der blandt andre omfattede Sofie Gråbøl, Trine Dyrholm og Nikolaj Lie Kaas.

Også Hans Henriksen har flyttet handling frem til vor tid, selvom den historiske spejling unægteligt går tabt. Stakkels Maria Henriksen har igen fået en stor bærende rolle, og vi må med en vis tristesse konstatere, at hun ikke er blevet bedre til at tale dansk. I al fald lader instruktøren hende tale en slags norsk, og har tilsyneladende intet lært af sin egen frygtelige opsætning af "Idioten". Kærlighed gør blind, siges man, men denne gang er det åbenbart gået ud over hørelsen!

I småroller kan det ikke bare gå an, men ligefrem være en pointe, at en karakter taler på et sprog, som langt fra alle i salen forstår. Men her spænder det atter ben for forståelsen af teksten og selve meningen med forestillingen, fordi Barbaras rolle er så vigtig en del af helheden.

Maria Henriksen er givetvis en dygtig skuespiller, men her påtager hun sig IGEN en umulig opgave, og præstationen synes at køre i samme mentale toneleje hele vejen. Når publikum i lange afgørende passager ikke forstår, hvad hun siger - og det var der mange andre end undertegnede, der heller ikke gjorde, fremgik det i pausen og på teatrets hjemmeside - så virker det som en hån mod tilskuerne, og det burde Hans Henriksen have skånet både hende og publikum for.

Gudskelov er der andre i ensemblet, der kan lede os på rette vej i dette portræt af en forkælet og handlingslammet middelklasse.

Intelligente Annika Johannessen er knivskarp, som den modne læge, der taler med ildhu for en bedre verden, men ikke selv tør give sig hen til kærligheden med en yngre mand (ganske rørende fremstillet af Evrim Benli).

Uforlignelige Marie Knudsen kan som forsømt mor på et splitsekund kører sig selv op i et hysterisk leje på grund af de børn, som har fået for meget plads i hendes liv. Og Jørgen W. Larsen har næppe nogensinde været bedre end som den høflige aldrende rigmand, der stadig mangler at markere sig i livet og som mærker at hans selskab egentlig er uønsket af de nærmeste.

Læg dertil Janus Bakrawis glatte succesforfatter og Lars Topp Thomsens primitive mandehørmer, og vi fornemmer alligevel tomheden hos de SOMMERGÆSTER, der bare tøffer omkring uden mål eller mening.

Hans Henriksen fortjener overordnet set ros for den måde, at han har orkestreret ensemble-skuespillernes balletagtige bevægelsesmønstre, godt hjulpet af scenografen Serge von Arxs luftige og lyse univers, der står i grel konstrast til den indholdsløse livsførelse, vi er vidne tid. Døden lurer diskret i kulissen, men hvad rolle spiller det, om vi er levende eller døde - når vi ikke forstår at bruge de liv, vi har.

 

(Michael Søby)










 

I