-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

MARGRETE DEN FØRSTE

★★★★★


Danmarkspremieren på Charlotte Sielings stort anlagte film MARGRETE DEN FØRSTE falder sammen med genudgivelsen af Vivian Ettings roman "Margrete 1", der ligesom filmen føjer nye facetter til, hvad vi allerede vidste om denne magtfulde kvinde.

I betragtning af, at MARGRETE DEN FØRSTE formåede at samle de tre nordiske riger i Kalmarunionen, kan det undre, at der aldrig tidligere er blevet lavet en spillefilm om hende, men det kan måske hænge sammen med, at hovedparten af de bevilgende myndigheder hovedsagligt har været befolket med mænd? Tidligere herskede der ofte en lidt nedladende holdning til den regenten, også blandt historikere, men ifølge Vivian Etting er der efterhånden kommet en generel enighed om, at Margrete d. 1. var "en klog, taktisk og handlekraftig dronning."

Just sådan fremstår hun i Trine Dyrholms skikkelse: En matrone, man ikke sådan løber om hjørnen med og med en pondus, der sætter hende i stand til at hævde sig selv blandt højtråbende mænd. Kun i enkelte passager bliver Dyrholms portræt for moderne i sproget, og vi hører en rigelig nutidig kvinde tale fremfor en historisk vigtig dronning fra et fjernt århundrede.

Morten Hee Andersen har en stærk udstråling som Erik, der indser at han er ved at miste den magt, han troede var sikret. Men i endnu højere grad end Trine Dyrholm bliver sprogtonen mere 2021 end 1402, hvilket forstyrrer.

Jakob Oftebro begår ikke samme fejl i rollen som den - måske - forlorne søn. Vi tror på ham ligesom MARGRETE DEN FØRSTE gør det, og hepper på ham lige til det sidste. Jakob Oftebro vandt en Robert for Charlotte Sielings mest personlige film "Mesteren" og burde have fået en Bodil for birollen i "Lev farligt". Tidligere på året opnåede han endelig en Amanda-pris i Norge for hovedrolle i "Den største forbrytelsen" og man kunne i den grad unde ham en Bodil for den komplekse præstation som "den falske Kong Oluf".

Charlotte Sieling sørger i den grad for, at vi kan se hver en krone bag dette kostbare projekt på det store lærred, hvor en film som MARGRETE DEN FØRSTE naturligvis skal ses. De store kameraturer, de overvældende kulisser, kostumerne og den medrivende underlægningsmusik bidrager altsammen med til at give historien et format, som vi ikke er vant til herhjemme.

MARGRETE DEN FØRSTE fremstår således som filmårets mest imponerende danske produktion, et majestætisk værk, som alle bør se.









 

I