-
Forside

logo logo logo

 

 

 

DET STORE MORTEN KORCH SHOW 2021:

HØSTFESTEN PÅ BORREBY

★★★★

Danmarks eneste herreborgsteater finder man på Borreby Gods. Her byder den teaterglade greve Joachim Castenschiold velkommen til årets høstfest i godsets prægtige lade fra 1593. Hans hustru Vibe Castenschiold har stået for den gennemførte scenografi, der i den grad vækker Morten Korch-stemningen til live og udnytter rummets muligheder.

Det vrimler med folk klædt i autentiske kostumer, hvilket bidrager til den helt rigtige stemning, og inden showet begynder er der både tid til at nyde en dejlig platte, en god lokal øl, forfriskende dessert samt en lille gåtur i de skønne omgivelser.

Publikum virker både tungere og trættere end normalt, men ikke mere end, at den ukuelige Jan Schou kan få dem til at synge med. TIl slut får han selv de gangbesværede til at danse rundt i laden, så selv den mest ivrige vækkelsesprædikant må bøje sig i støvet i respekt.

Jan Schou kan kunsten at nå ud over scenekanten med sin sang, og så skaber han det allerkæreste portræt af Klinke-Hans, Christian Arhoffs højt elskede karakter fra "Vagabonderne fra Bakkegården". Mona Britt Nykjær bidrager med en køn sangstemme og kapelmester Jørn Bonde kender tydeligvis sine klassikere.

Der er lidt rod både i sammensætningen og rækkefølgen på premieredagen, men det kan naturligvis nå at blive rettet. "Lille du" er f.eks. ikke en Morten Korch-sang, selvom Poul Reichhardt synger den, men stammer fra Torben Anton Svendsens Bodil-vinder "På tro og love". På hjemmesiden lover man bl.a. et Oklahoma-potpourri, men i stedet får vi sange fra "Annie Get Your Gun", hvilket dog ikke nødvendigvis er en musikalsk forringelse. Lidt tekniske problemer (også memotekniske) forstyrrer helhedsoplevelsen, men takket være Jan Schou, når vi alligevel i mål efter en god times tid solid underholdning.

Så hold jer ikke tilbage, men find det landlige festtøj frem, og kom til høstfest i det vidunderlige Borreby Teater, som altid er et besøg værd.

 

(Michael Søby)






 

I