-
Forside

logo logo logo

 

 

 

HITLERS DANMARKSBILLEDER

af

Morten Brink Iwersen

Forlaget Gyldendal

★★★★



Besættelsestiden i Danmark skildres ofte via farlige sabotageaktioner og heltemodige bådtransporter af jøder over Øresund. Men besættelsestiden bød ikke kun på drama. Danskerne levede videre trods buldrende militærkøretøjer, højlydte støvletramp og olme mænd i naziuniform. I den oplysende og veldokumenterede bog HITLERS DANMARKSBILLEDER tegnes der nemlig et billede af et fredfyldt Danmark under besættelsestiden.

Forfatteren Morten Brink Iwersen tager udgangspunkt i den tyske fotograf og elektroingeniør Walter Frentz, der kommer til Danmark i 1943. Frentz opgave er at dokumentere arbejdet med den såkaldte Atlantvold, der strækker sig fra Spanien til Norge og skal beskytte mod de allieredes invasion. Under sit ophold foreviger Frentz almindelige gøremål, og trods besættelsen fornemmer man et rigt og mangfoldigt leben i Danmark.

Centralt i bogen står Frentz, der både er en ukuelig idealist og en forbenet nazist. Inden han kommer til Danmark, har han været fotograf på den tyske filminstruktør Leni Riefenstahls propagandafilm ”Viljens triumf” fra 1935. Sidenhen dokumenterer han Hitler, der inspicerer de besatte områder af Polen i 1939. Frentz tager også levende billeder, der indgår i ugerevyernes propaganda. Modsat er det meget få af hans billeder, der ser dagens lys, inden hans død i 2004.

Af den grund er HITLERS DANMARKSBILLEDER mildest talt unik og en sand guldgrube. Bogen bugner af Frentz’ billeder, der groft sagt kan opdeles mellem arkitektur og mennesker. Fascinationen af bygninger lige fra Silkeborg Rådhus til Grundtvigs kirke er i øjnespringende.

I kontrast til de døde bygninger er billeder af mennesker på gader og strande et yndet motiv. Det er ikke enkeltportrætter, men nærmere ordinært hverdagsliv, der præger billederne. Ved første øjekast fornemmer man ikke krigens væsen. Det kunne lige så godt være billeder fra et klassisk ugeblad eller en glitret turistbrochure.

Kendetegnende for Frentz billeder er deres umiddelbarhed og usentimentalitet. Der er ikke tale om kunstfotografier, men nærmere prunkløse hverdagsskildringer indfanget med en glimrende sans for beskæring, perspektiv og ikke mindst motiv. De mange billeder er ledsaget af Iwersens vidende og velskrevne tekster. Teksterne har en passende længde og sætter læseren ind i den givne kontekst på en meget klar facon.

Afsnittet om Frentz danmarksrejse er det mest spændende. På turen i 1943 kører Frentz i sin flotte Mercedes-Benz Cabriolet. Undervejs oplever Frentz ulmende oprør i byer som Odense, Esbjerg, Aalborg og Århus. Idyllen krakelerer da også med tiden, og billeder af voldanlæg og kanoner sætter en mere alvorlig tone i bogen.

Det kan varmt anbefales at anskaffe sig HITLERS DANMARKSBILLEDER og samtidig se DR-serien ”Hitlers hemmelige Danmarksbilleder”, der er en slags filmatisering af bogen. Både bog og serie giver et interessant og anderledes indblik i livet i Danmark under besættelsen.

 

(Gæsteanmelder: Niels Roe)







 

I