Er Edmond Rostands CYRANO DE BERGERAC det bedste franske skuespil nogensinde? Den i sandhed poetiske kærlighedshistorie om manden med den store næse, der formår at formidle sin kærlighed til det betagende Roxanne bedre end hendes smukke elskede Christian, har forlængst bevist sin levedygtighed. Både via den Oscar-vindende filmatisering fra 1952 med José Ferrer og den Cannes-belønnede franske udgave med Gérard Depardieu som den definitive Cyrano, men fremfor alt gennem alverdens sceneudgaver.
Martin Crimps på een gang klassiske og moderne bearbejdelse hittede i London for få år siden med James McAvoy i front, og det er denne udgave som vor store oversætter Niels Brunse nu har fordansket, så både versefødder og Spoken Word tilgodeses.
Vi mærker ordenes betydning i scenografen Mie Riis’ tavle-teater, der pludselig kan brydes, når et kæmpekranie eller en bombastisk lysekroner daler ned fra himlen. De ganske velfungerende kostumer har et klassisk præg, men med nutidige twists, der kommer vor tids kønskampe til gode.
Iscenesætter Nicolei Faber minder os om, at kønslige diversitet har eksisteret til alle tider, selvom mange først har fået øje på den i de senere år, og at poesiens vilkår dengang som nu er under pres. Uden at presse verdens krigstilstande ned i halsen på os, aner vi dog paralleller til den blodige verden, vi lever i, og vi forstår, at prosaen aldrig vil kunne erstatte poesien.
Hannah Schneiders meddigtende musik fungerer bedst, når den understøtter de stand-up-inspirerede monologer, som især CYRANO DE BERGERAC er mester i.
Benjamin Kitter er en af de skuespillere, der har fået lov at til at udvikle sit skuespillertalent på Odense Teater, og ikke mindst i de seneste årtier har hver ny rolle budt på nye sider af et skuespillertalent i konstant udvikling. Med rollen som CYRANO DE BERGERAC får han endelig rollen, hvor talentets mangfoldighed får lov til at folde sig helt ud. Benjamin Kitters Cyrano har det skarpeste vid, men er i virkeligheden hårdest ved sig selv, når han med sylespids akkuratesse udleverer sine egne traumer. Den dybe smerte over aldrig at blive begæret af en kvinde, ser vi primært, når Cyrano er alene på scenen, men Benjamin Kitter er også hjerteknusende fin, når Cyrano atter må lægge krop og sjæl til de ydmygelser, som livet aldrig skåner ham for. Forventningsfuld tropper Cyrano op hos Roxanne og håber i sit stille sind, at hans heltegerninger har banet vejen for hendes kærlighed. Men Roxanne (flot og frigjort fremstillet af Cecilie Gerberg) vil blot have ham til at beskytte sin Christian og til at formidle brevudvekslingen mellem Roxanne og Christian.
Mathias Bøgelunds Christian synes i starten næsten infantil i sin naivitet, men efter et voldsomt angreb på Cyrano, da han indser, at det er Cyranos breve, der har banet vejen for Roxannes lidenskab, synes han at forlige sig med situationen i erkendelse af, at han ikke på egen hånd kunne have fastholdt hendes kærlighed.
Natalí Vallespir Sand er sprød og god som Leila Ragueneau, og Claus Riis Østergaard giver et blændende portræt af skurken De Guiche, der ender som menneske. Men også Niels Skovgaard Andersen som Le Bret, Alexander Clement som henholdsvis teaterfrikadelle og præst samt Rosemarie Mosbæk som Marie-Louise m.fl. lyser op i mængden.
Odense Teater tager med denne imponerende, intelligente og vittige opsætning CYRANO DE BERGERAC ind i en ny tid, og udløbsdatoen for teksten er atter udsat med et par århundreder.
(Michael Søby)
