Er der noget mere britisk end James Bond? Det skulle da lige være Crazy Christmas Cabaret, der i over 40 år har underholdt et trofast publikum i København. Efter mange år i Tivolis glassal runder Crazy Christmas Cabaret af i morskabsteatret Bremen, og heldigvis har man besluttet ”to go out with a bang”. Helt konkret ”Kiss Bang Bang”, titlen på den allersidste Crazy Christmas Cabaret.
Temaet har før været James Bond, men det er efterhånden længe siden, at vi har set ham i biografen, så det forekommer uhyre velkomment, at han nu står i spidsen for noget så ærkeengelsk som Crazy Christmas Cabaret.
Årets forestilling har karakter af en filmoptagelse, og af rettighedsmæssige årsager må vores alle sammens James finde sig i at hedde Bondage til efternavn. Men når James både synges og spilles af Sebastian Harris, så ved man, at han er i gode hænder, for Sebastian Harris er en sand ”Hero”.
Crazy Christmas veteranerne Vivienne McKee, David Bateson og Andrew Jeffers er i den grad i hopla i år, hvad enten de agerer M, Sean Connery eller Dame Spendapenny – eller andre af de farverige karakterer, som vi præsenteres for i løbet af aftenen. De suppleres vittigt og musikalsk af Katrine Falkenberg og Kevin Kiernan-Molloy samt kapelmester Stuart Goodstein, der også har styr på lydeffekterne.
Selvfølgelig er showet også i år meget langt – næste tre timer – men i modsætningen til andre år gør det absolut ingenting. For vi ved alle, at det er sidste gang, og også publikum synes at være indstillet på at få maksimalt ud af aftenen.
Vi forlader da også den sidste Crazy Christmas Cabaret med følelsen af, at London Toast Theatre ikke kunne have ønsket sig en sjovere og bedre måde at afslutte den del af deres virksomhed. Heldigvis har de stadig andre projekter i støbeskeen, så det er næppe sidste gang, at vi ser disse dygtige folk på scenen.
Men til hele Crazy Christmas holdet skal der lyde en dybtfølt tak for utallige gode grin – og nogle herlige kostumer.
(Michael Søby)


