Metronomen på Frederiksberg er en lille fin koncertsal, der egner sig godt til små kabareter, aom kræver nærhed mellem de optrædende og publikum. Det er netop, hvad vi får i Teatret optimis’ rigt detaljerede forestilling om den kontroversielle visesanger og tekstforfatter Cornelis Vreeswijk. Han har i de senere år har fået ny opmærksomhed takket være Magnus Gerttens glimrende men ikke ukritisk dokumentarfilm, som pt. kan ses som mini-serie i to afsnit på DR.
Forestillingen CORNELIS fanger på begavet vis kompleksiteten i den svenske kunstners personlighed, og sangeren Allan Høier og musikeren Allan Thorsgaard supplerer hinanden forbilledligt. I Bo Skødebjergs musikalske iscenesættelse kommer Cornelis Vreeswijks sangtekster i forgrunden, mens hans livshistorie rulles ud med i en symbiose af ærlighed og ømhed. Det er ikke let at efterligne Cornelis Vreeswijks meget personlige måde at fremføre sine viser på, men det lykkedes for duoen at finde deres egen måde, der frem for alt viser respekt for originalversionerne.
Kvinderne Felicia, Deirdre og Veronica får alle en iørefaldende sang med på vejen, men måske er Cornelis allerfinest, når han skriver om samfundets små mænd, der ofte gik en krank skæbne i møde. Det sociale engagement fornægtede sig aldrig i hans tekster, og bidrog til at også nye generationer har fundet det værd at lytte til ham.
Man får i den grad lyst til også at opleve Teatret Optimis’ forestillinger med sange af både Bellman og Taube efter en frydefuld uformel eftermiddag i selskab med CORNELIS, og mon ikke også de gamle plader bliver fundet frem igen? CORNELIS bekræfter i al fald en tidløshed hos en kunstner, der på paradoksal vis alligevel endte som offer i sin egen samtid.
(Michael Søby)
