Uanset om man er til serien ”Heated Rivalry” eller den canadiske premierminister Mark Carney, der forstår at punktere Donald Trumps selvforherligelser, må man bare konstatere, at Canada styrer i øjeblikket.
Også på Malmø Opera, hvor COME FROM AWAY beviser, at der også findes canadiske musicals af høj kvalitet. Irene Sankoff og David Hein har skrevet både manuskript, sange og sangtekster til denne opløftende og morsomme musical, der også høstede anmelderroser og en velfortjent Reumert-nominering efter Danmarkspremieren på Fredericia Teater i 2022.
Forestillingen er baseret på virkelige hændelser i kølvandet på flyangrebene i New York d. 11/9 2001. 38 fly med ca. 7000 passager i alt blev beordret til at lande i den lille canadiske by Gander.
Musikken er inspireret af den keltiske folkemusik, der er meget populær i Newfoundland-området, og et væld af originale karakterer formår at bringe de bemærkelsesværdige hændelser til live for vore øjne.
Dirigenten Johan Bergman sørger for, at orkestret, som heldigvis er med på scenen, formår at bibeholde folkemusikkens særpræg. Iscenesætter Sissela Kyle respekterer også, at dette er en ensembleforestilling, hvor alle får plads til at shine. Sangligt er niveauet som altid højt på Malmø Opera – og ikke mindst koret fortjener ros.
Markus Granqvists scenografi og kostumer bibeholder en særdeles jordnær kvalitet, men rent æstetisk kunne Granqvist godt have haft større ambitioner, uden at det var gået ud over den jordnære kvalitet.
Det vigtigste er dog, at COME FROM AWAY er landet i Malmø, hvor den fortjener at få samme varme modtagelse, som de 38 fly med de 7000 passager fik i en lille by ved navn Gander.
(Michael Søby)


