Den kronisk overvurderede Seth Rogen er medproducent på gyseren COBWEB, der misbruger en ung talentfuld skuespiller (Woody Norman fra Bodil-vinderen “C’mon C’mon).
Filmen er efter sigende inspireret af Edgar Allen Poes “The Telltale Heart”, og den stakkels Poe har efterhånden ligeså meget på samvittigheden som Stephen King, selvom Poe naturligvis var en større forfatter. Det mærker man dog ikke i dette opkog af gyserklicheer.
Peter er en dreng, der hører mystiske lyde i sit soveværelset, men hans forældre fastholder, at det er hans fantasi, der spiller ham et pus igen. Men Peter begynder efterhånden at tro, at det er forældrene, der har nogle intentioner, som de skjuler for ham.
Instruktøren Samuel Bodin forsøger i det mindste at tage historien alvorligt, men som så mange gysere ender den i det rene vås.
Stakkels lille Woody Norman kommer formodentlig til at bebrejde sine forældre deres manglende dømmekraft resten af deres liv efter dette fejlskud.