CIVIL WAR

★★★☆☆☆

Alex Garland fik sit instruktørgennembrud for 10 år siden med den stilfulde robot-film “Ex Machina”, der ganske fortjent vandt en Oscar for bedste visuelle effekter. Siden har Alex Garland haft svært ved at leve op til “Ex Machina”, men nu har hans måske mest ambitiøse film til dato vakt opsigt, ikke mindst i USA på grund af sin rystende skildring af en ny amerikansk borgerkrig og mordet på en amerikansk præsident.

Alex Garland har også selv begået manuskriptet, der omhandler en berømt krigsfotograf (spillet med opmærksomme øjne og tilbageholdt åndedræt af Kirsten Dunst), der sammen med sin kollega (et fascinerende og flosset portræt af brasilianeren Wagner Moura) begiver sig på en farefuld rejse gennem det krigshærgede Amerika for at nå frem til Washington, hvor det store slag skal kæmpes.

Cailee Spaeny, der gjorde et stærkt indtryk som “Priscilla” i filmen af samme navn, bekræfter sit talent som en ung pige, der drømmer om at blive krigsfotograf, og Stephen Henderson gør et betydeligt indtryk som aldrende krigskorrespondent på sit livs rejse. I en lille rolle viser Jesse Plemons en virkelig skræmmende side af sit talent.

CIVIL WAR er et langt stykke af vejen en sober krigsfilm, men Garland kan alligevel ikke dy sig for at dykke helt ned i de åbne sår. En vis monotoni kan heller ikke undgås, når der i længere tid blot udveksles skud fra flere sider.

Så CIVIL WAR bliver aldrig det mesterværk, som nogen på forhånd har udråbt det til at være, men er på den anden side betydelig mere tankevækkende, end den endeløse række af tarvelige gysere, som vi belemres med i de danske biografer.