Årets Cirkusrevy på Bakken er både en visuel og musikalsk fornøjelse.
Benjamin La Cours farverige påfugle-scenografi forvandler sig for vore øjne takket være et raffineret videodesign og bekræfter hans ry som Danmarks bedste på sit felt.
På lignende måde får kapelmester og komponist Joakim Pedersen understreget, hvordan han er blevet en musikalsk gevinst for Cirkusrevyen i lighed med de fire dygtige musikere. Det mærker man blandt andet i nummeret “PTLL” (Post Tesla Stress Syndrom), hvor Merete Mærkedahl, Mads Knarreborg og det nye talent Magnus Haugaard slår sig løs på scenen med støtte fra de ligeledes velsyngende ensemblesangerinde Jasmin Dahl og Rosa Gehl. Men også det veloplagte åbningsnummer samt danseversionen af “Et spørgsmål om stil” (fra Daimi-musicalen “Jeg er sgu min egen”) fastslår Joakim Pedersens alsidige musikalitet.
To mænd har sneget sig ind i danseensemblet, der stadig har stærk kvindelig dominans, mens der i år er flere mandlige skuespillere på scenen end kvindelige. Niels Olsen fører an som en vellignende Donald Trump og er endnu bedre som Dirch Passer og Ulf Pilgaard i en fejringen af Cirkusrevyens flotte 90-års fødselsdag. Her får Mads Knarreborg ligeledes mulighed for at shine ikke blot som Ulla Therkelsen, men også som Claus Ryskjær m. fl.
Merete Mærkedahl tager endnu en tur som statsminister Mette, men leverer også en kærlig hilsen til Marguerite Viby i dennes uforlignelige jazzballet-nummer. Bodil Jørgensen kæmper bravt med et af Lisbet Dahls glansnumre, men Jørgensen uortodokse spillestil kommer mere til sin ret i Carl Erik Sørensens vittige tekst “Næsten mormor”, hvor hendes behov for et barnebarn går ud over hende mand, der – fuldt forståeligt – er god til at sove igennem.
Bodil Jørgensen indskriver sig også i historien blandt de mest groteske kvindeskikkelser i det danske militær (i al fald i kultursammenhænge) på lige fod med Lily Brobergs “Rekrut 67 Petersen” og Ulla Jessens Magda fra “Piger i trøjen”. Med Bodil Jørgensen i frontlinjen må alverdens fjender bukke under for latterkrampe.
Men revyen synes alligevel at mangle et eller flere hovednumre, så selvom det generelle tekstniveau på sin vis er i orden, kunne man godt bruge flere overraskelser. En fryd for øjet vedbliver forestillingen dog med at være – også på grund af Rikke von Qualens farveafstemte kostumer.
Iscenesætter Joy-Maria Frederiksen kan således godt tillade sig at være tilfreds til resultatet, og som altid i en Joy-Maria Frederiksen-revy fremstår koreografien (denne gang skabt af Nellie Bethel Rainey) forførende flot. Man tager gerne 90 år til i teltet på Bakken – og helst med Torben Træsko som forsanger på aftenens sidste musikalske indslag, Olga Svendsen-visen “Så kender jeg mit Klampenborg” fra Cirkusrevyen 1942.
(Michael Søby)
