Karl Friis Forchhammer får en fin debut som instruktør med dokumentarfilmen CHRISTIANIA. Filmen bærer på godt og ondt præg af hans personlige relationer til fristaden, men virker dog overvejende vellykket, fordi han formår at forholde sig både kritisk og kærligt til CHRISTIANIA.
Alligevel fornemmer man, at de personlige erfaringer skygger lidt for det klarsyn og den distance, som en instruktør uden personlige relationer til staden kunne have tilført skildringen af udviklingen på CHRISTIANIA. Det ville muligvis være sket på bekostning af den menneskelighed, som de personlige historier også tilfører filmen, men rent kunstnerisk kunne filmen måske være noget endnu længere?
Nu bliver det en spændende og spraglet historisk rejse med vittige politiske indslag, men der er få overraskelser i de visuelle udtryk. Scenerne fra Bøssehuset kan næppe forarge nogen i dag, for på en måde er CHRISTIANIA blev en del af den folkelige bevidsthed, og dermed har Christianitterne sejret – men de har også måtte betale en høj pris for den sejr.
CHRISTIANIA er på mange måder en god og hyggelig jubilæumsfilm, fordi den fremstår så relativ ufarlig, men det har CHRISTIANIA faktisk aldrig været. Vi har stadig den definitive CHRISTIANIA-film til gode, hvor visuel dristighed og kunstnerisk mod i højere grad går hånd i hånd.
