Det er næsten 40 år siden, at CHESS havde premiere i London, og siden er det blevet til et utal af opførelser over det meste af kloden. Som værk betragtet er det ikke helt på højde med Abba-duoen Benny Andersson og Björn Ulvaeus’ mesterværk ”Kristina fra Duvemåla”, der selv med en længde på godt fem timer ikke var et minut for lang ved verdenspremieren i Malmø, men som stadig har sin officielle danske premiere til gode.
Men CHESS har unægtelig mere dramatisk tyngde end ”Mamma Mia”, og selvom handlingen til tider har virket låst af den kolde krigs opfattelser af skurke og helte, forstår instruktøren Markus Virta at gøre det politiske spil bag skakspillet mere relaterbart end nogensinde – godt hjulpet af groteske politiske skikkelser som Trump og Putin.
Sangene har for længst bevist deres værd, og har man bare én gang hørt Tommy Körberg fortolke ”Anthem” (”Mit hjertes land”) eller Peter Jöback synge ”Pity The Child” (”Stakkels det barn”), glemmer man det aldrig.
Xenia Lach-Nielsen blev af cphculture.dk kåret som årets sanger for sin uforlignelige vokale præstation i Tivoli-opsætningen af CHESS i teatersæsonen 2017/18. Stemmen viser sig heldigvis at være intakt på Det Ny Teater, og Xenia-Lach-Nielsen er med tiden tilmed blevet en endnu bedre skuespiller, så derfor fremstår hun på Det Ny Teater som den definitive Florence.
Thomas Høj Falkenberg giver også et mere nuanceret portræt af Anatoly, end vi sædvanligvis ser, og virker stemmen ikke altid helt så kraftfuld som andres i samme rolle, så er klangen dog smuk og registret betragteligt.
Som amerikaneren Frederick på Det Ny Teater har Anders Gjessing næppe nogensinde været bedre. Også Frederikke Vedel som Anatolys sårbare forladte hustru og mor Svetlana og Søren Bech-Hansen som den kyniske Lenin-lignende Molokov opnår karrierehøjdepunkter denne aften.
Dygtige Simon Nøiers får skabt en vittig figur ud af dommeren, men Nøiers skal passe på, at han ikke overdriver det komiske, for så risikerer han at miste dommerens autoritet, og figuren mister dermed sin troværdighed. Nævnes må også De Courcey alias Jon Lange, som ikke mindst i den afsluttende scene med Florence viser, hvor underfundig en skuespiller, han kan være.
Dirigenten Mikkel Rønnow, der via Mikkel Rønnow Musicals og i samarbejde Det Ny Teater producerer forestillingen, formår bedre end nogen at få musikken til at spille – med god støtte af Danmarks største musicalorkester. Peter McKintoshs scenografi har også fået et løft siden Tivolis Koncertsal, så den passer perfekt til Det Ny Teater.
Skulle man anke noget – og det skal man muligvis ikke – må det være at, ”One Night In Bangkok” er blevet for pæn – næsten stueren. Men det burde man stadig kunne nå at justere.
Sikkert er det i al fald, at forestillingen på Det Ny Teater må regnes for den hidtil bedste danske opførelse af CHESS.
(Michael Søby)
