CHESS

★★★★☆☆

Et gigantisk krakeleret skakbræt, hvorpå gamle avisudklip og aktuelle newsreels projiceres, danner den visuelle baggrund for Teatret Gorgernes seneste musicalopsætning. Det giver god mening, eftersom CHESS omhandler en politisk betændt rivalisering mellem verdens to bedste skakspillere: Russeren Anatoly Sergievsky og amerikaneren Freddie Trumper.

Teatret Gorgerne havde faktisk allerede CHESS på repertoiret helt tilbage i 2009, hvor forestillede spillede for fulde huse både i Tivolis Koncertsal og Portalen i Greve. Dengang havde Benjamin Sitrit rollen som skakmesteren Anatoly, men nu står han som iscenesætter i spidsen for den opsætning, der spiller i Kulturhuset Brønden i Brøndby.

Det politiske klima er ikke blevet meget bedre siden den kolde krig, men synes alligevel en del mere komplekst og om muligt mere uoverskueligt, end den verden vi møder i CHESS, der har musik Björn Ulvaeus og Benny Andersson og tekster af Tim Rice.

Benjamin Sitrit er heldigvis ikke bange for den dekadence, som et nummer som “One Night In Bangkok” kræver, men forestillingen bud på etniske diversitet forekommer usædvanlig blegt i en forestilling skabt i 2025. Der har Gorgerne stadig noget at lære. Men rent musikalsk – ikke mindst vokalt – hører denne CHESS blandt Gorgernes største triumfer i de senere år.

Oliver Svensson viser sig typemæssigt at være et rigtigt godt valg til rollen som Freddie og imponerer sangligt – ikke mindst i den krævende “Pity The Child”. Mette Nybo Bondes Florence vokser både i dramatisk tyngde og vokale volumen i løbet af aftenen, og den fine duet “I Know Him So Well” overfor Julie Lunds Svetlana bliver et højdepunkt i forestillingen.

Søren Westermann åbenbarer aftenens smukkeste stemme som Anatoly Sergievsky, og David Lakshøj-Hansen fortjener ligeledes ros bl.a. for forestillingens fineste accent i rollen som Alexander Molokov.

Tom Aarup Larsen leverer en karismatisk udgave af The Arbiter, mens Adam Villaume tegner et præcist portræt af Walther De Courcy. Kor såvel som orkester bidrager til, at CHESS er en fornøjelse at lytte til fra start til slut. Det lover godt for fremtiden.

(Michael Søby)