En novelle af Kristen Roupenian i magasinet The New Yorker danner grundlaget for Susanna Fogels CAT PERSON.
Emilia Jones spiller med sødme og overbevisning en ung studerende ved navn Margot, der indleder et forhold til den noget ældre Robert. Men skræmt af veninden (Geraldine Viswanathan) og dennes generelle mistillid til mænd har Margot svært ved at slappe af med og stole på Robert. Hans opførsel lever ikke op til hendes forventninger, og hun kan faktisk bedst li’ ham, når de bare sender sms’er til hinanden.
Nicholas Braun har en vis kejtet charme som Robert, men ikke nok til, at vi tror, at den unge studerende falder for ham. Så interesserer man sig som publikum afgjort mere for Isabella Rossellinis diabolske lærer, og man glæder sig desuden over Hope Davis (der også gjorde en god figur i “Asteroid City”) som hendes særprægede mor.
Også Robert har sine neuroser i forhold til at have et forhold til Margot, og den fælles angst er måske i virkeligheden årsagen til, at deres forhold udvikler sig, som det gør.
CAT PERSON prøver på sin vis at nuancere Me Too-debatten med et godt blik for de kønslige forskelle – også i vores forventninger til hinanden. Men de absurde elementer overdrives desværre, så filmen bliver svært at tage helt alvor som debatoplæg.
