Malmø Opera forsøger at forny sig med en Carmen på motorcykel på Operaens Store Scene. Det dynamiske tiltag er desværre ikke helt vellykket, og der er flere problemer i Katharina Thomas’ underligt stilløse iscenesættelse.
Carmens entre gennem den halvbuede mur skulle have været et brag, men da muren tilsyneladende er lavet af gummi, hopper ”murstenene” blot op, når de rammer gulvet, så man føler, at denne CARMEN ved en fejl gør sin entre i et badeland og et overdrevent stort antal børn på scenen bekræfter kun dette indtryk.
Resten af akten er det tidligere så harmoniske scenebillede ødelagt af nogle grimme træbrædder, der smækkes op på muren for at dække hullet. De lange tynde grå skorstene kommer først til deres ret til slut, hvor de udsmykkes med plakater af Picasso-agtige tyrehoveder, der markerer, at her skal være tyrefægtning.
Cláudia Ribas’ Carmen virker slet ikke interesseret i mænd i sit uklædelige biker-outfit, men det kan der være en pointe i. Først da hun i andet akt har iført sig aftenens eneste øjevenlige kostume forstår vi, hvad mændene ser i hende. Synge kan Ribas heldigvis, men det kniber med dansen.
Luthando Qave fremstår fatalt fejlplaceret som Escamillo, og trods en prægtig stemme overbeviser han hverken som succesfuld matador eller som lidenskabelig danser, men virker næsten forpustet efter en tur på Carmens motorcykel. Det afsluttende opgør med Matthew Whites ellers udmærkede og velsyngende Don José er desuden blottet for dramatisk spænding og intensitet.
Aftenens smukkeste vokale indsats leveres af Yana Kleyn som Micaëla, der i første akt er klædt på som en revyfigur, men som får hjælp efter pausen, hvor hun også berører os med sit følsomme spil.
Både operaorkestret og operakoret er som altid glimrende på Malmø Opera, men en mere målrettet opsætning med større omtanke for de medvirkendes fysiske fremtoninger på scenen er ønskelig i fremtiden, så Malmø Opera atter kan leve op til dens eget høje niveau.
(Michael Søby)
