Randers Teater er i anledning af deres fornemme 25-års jubilæum blevet forvandlet til ”Kit Kat Club”, hvor publikum via musik, sang og dans transporteres tilbage til de tidlige 30’ere i Berlin.
Her gør den biseksuelle amerikanske forfatter Cliff (fint spillet og sunget af Daniel Bevensee) sin entre, og falder snart i kløerne på den foretagsomme Ernst Ludwig (en raffineret indsats af den altid seværdige Bue Wandahl). Ernst introducerer Cliff til Berlins førende natklub, Kit Kat Klub, hvor den dekadente optræden tilgodeser både mænd og kvinder, og hvor stjernen Sally Bowles gør hans bekendtskab.
Cliff er kommet til Berlin for at skrive sin debutroman, men det stormfulde forhold med den promiskuøse Sally går ud over koncentrationen, især efter at hun pludselig flyttet ind hos ham i Fräuline Schneiders pensionat.
Den spirende nazisme sætter sit præg på dagligdagen – også på pensionatet, men på Kit Kat klub kan man glemme alle bekymringer – eller kan man? Afspejler klubbens seksuelt tvetydige konferencier ikke den stadig mere nærgående nazisme?
Kim Hammelsvang synes at have arbejdet sig henimod rollen i de senere år, og giver den et diabolsk præg med voksende farlighed, der understreger, at dette er rollen, som vi altid har vidst, at han skulle spille.
Sicilia Gadborg har også godt fat i rollen som Sally, og danser tilmed upåklageligt, men det er først i det store Cabaret-nummer, at hun for alvor overbeviser os om, at denne Sally har talent som sanger og entertainer. Der er dog en desperation i hendes spil, som gør indtryk, og hun er måske slet ikke den mest naive i forhold til Cliff?
Lone Rødbroe, der netop har modtaget årets Dirch for den foreløbige kulmination i hendes revykarriere i Aarhus Revyen 2025, beviser med præstationen som Fräuline Schneider, at hun også har udviklet sig gevaldigt som karakterskuespillerinde, og spørgsmålet er, om hun nogensinde har spillet og sunget bedre på en scene?
Men hun har også Karsten Jansfort som medspiller, og han er lige til at forelske sig i som den gode og gavmilde gamle frugthandler, der forelsker sig betingelsesløs i den gæve pensionat-bestyrer. I en tid hvor den israelske regering gør sit bedste for at genoplive det gamle had til den jødiske befolkning, er Karsten Jansforts følsomme portræt af den gamle jøde en tiltrængt påmindelse om, at en regering aldrig er talerør for en hel befolkning.
Joy-Maria Frederiksens fortid som danser afspejler sig tydeligt i hendes musikalske iscenesættelse – godt hjulpet af Peter Friis’ fikse koreografi og et veloplagt orkester under kyndig ledelse af Thomas Pakula. Men der er også bund i historien, og Joy-Maria Frederiksen får os aldrig til at glemme den alvorlige baggrund, som man kan få mere at vide om ved at læse Christopher Isherwoods ”Farvel til Berlin”. Isherwoods mellemnavn Bradshaw er ikke uden grund også Cliffs efternavn i ”Cabaret”.
Kostumerne på Kit Kat Klub er et tankevækkende mix af lillepige-lyserødt og sexet sort undertøj. Ikke nogen visuel fornøjelse i Camilla Bjørnvads velfungerende men ikke specielt attraktive scenografi, der understreger tidens dekadence, og antyder, at verdens undergang nærmer sig. Ikke mindst det sidste kan man godt relatere til i dag, og CABARET beviser dermed sin levedygtighed i Randers Teaters storartede jubilæumsforestilling.
(Michael Søby)
