-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

PAW PATROL FILMEN

★★★★


Hvem kan stå for små nuttede hundehvalpe? TV-serien "Paw Patrol" har da også været en verdenssucces og selvom de også har snuset til filmmediet tidligere, får de heltmodige hundehvalpe for alvor deres filmgennembrud med PAW PATROL: FILMEN af Cal Bunker.

I betragtning af hovedkarakterne kun er hvalpe, kan det godt bekymre, at de både bliver sat til at flyve helikopter og sejle speedbåd, men alt i alt klarer de sig godt.

De er ellers oppe imod den fæle borgmester Humdinger ("Pragteksemplar"), der kunne have fortjent et festligt dansk navn a la nyhedreporteren Mudderkaster. Hvorfor må navnet Adventure City heller ikke fordanskes? De unge mennesker kan tids nok blive amerikaniseret, og når man nu har været så venlig at hyre en oversætter, bør arbejdet så ikke gøres ordentligt? Uanset om oversætteren af TV-versionen har sjusket?

Humdingers allierede er naturligvis nogle ondskabsfulde katte, men de har ikke en chance mod de snarrådige vovser, der denne gang også omfatter gravhunden Liberty ("Frihed"). Paw Patrols leder, en 10-årige knægt ved navn Ryder, må dog tage sig lidt ekstra af Chase (følsomt spillet af Pelle Falk Krusbæk), der har traumer fra dengang, han som lille blev efterladt helt alene i byen.

Henrik Koefoed og Niels Olsen trækker dygtigt det tunge læs i den danske version. Brian Mørk er åbenbart det tætteste, vi kommer på etnisk diversitet på lydsiden. Hans rolle spilles i originalversionen af den nyligt Oscar-belønnede Tyler Perry.

Det kan undre, hvorfor man tilsyneladende insistere på at undgå skuespillere af anden etnisk baggrund på den danske lydside, og argumentet med, at man blot hyre de skuespillere, der kan udføre opgaven bedst, passer i al fald ikke, når valget er faldet på Brian Mørk.

I implimenteringen af skuespillere med anden etnisk baggrund halter Danmark desværre langt bagefter både USA og Frankrig, og gik de danske castere blot mere i teatret, ville de se, hvor mange talenter, vi har derude, som vil kunne tilføre de danske lydspor en mere tidsvarende kvalitet.

PAW PATROL: FILMEN er ellers en frisk, moderne og teknisk velfungerende børnefilm, der har potentiale til at gøre lykke i alle slags børnevenlige hjem - men det kræver, at man tænker sig godt og grundigt om, inden man besætter rollerne i en dansk version.

 











 

I