THE GREEN KNIGHT

★★★☆☆☆

Det bedste og det værste, man kan sige om THE GREEN KNIGHT er, at den ikke ligner andre ridderfilm. Så skal du have udbytte af THE GREEN KNIGHT, gør du klogest i at glemme alt om filmklassikere som "Ivanhoe" og "Robin Hood".

Instruktøren David Lowery har haft et ganske andet kunstnerisk sigte med sin meget personlige fortolkning af middelalderhistorien om Sir Gawain og den grønne ridder.

Billedkompositionerne forekommer ret eksperimenterende i betragtning af det fortidige univers, men belysningen indendørs fremstår desværre så dunkel, at man har svært ved at genkende de kostbare stjerneskuespillere, og selvom det på sin vis afspejler belysningen i middelalderen, så virker det altså ikke hensigtsmæssigt, når man nu har brugt så mange penge på at få dem med i filmen.

Dev Patel leverer et udmærket omend lidt ferskt helteportræt, og Oscar-vinderen Alicia Vikander kæmper bravt men forgæves med en britisk accent.
Trods David Lowerys kunstneriske ambitioner må

THE GREEN KNIGHT nøjes med at virke kunstfærdig på den anstrengte måde, men den spændende periodesikre underlægningsmusik bliver i det mindste spillet på middelalderlige instrumenter og tilfører filmen et tiltrængt anstrøg af ægthed.