-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

A CLOCKWORK ORANGE

★★★★★★


Anthony Burgess' klassiker blev for alvor verdensberømt via Stanley Kubricks rystende filmklassiker. Siden er den flere gange blevet omskabt til teater - også i Danmark bl.a. Peter Langdals berømmede udgave fra 1993 på Betty Nansen Teatret med Jess Ingerslev i hovedrollen. Aarhus Teater havde også "A Clockwork Orange" på repertoiret i 1999 med Caspar Phillipson som Alex.

Men der er næppe tvivl om, at A CLOCKWORK ORANGE i Bjørn Rasmussens bearbejdelse og iscenesat af Nathalie Mellbye (Aarhus Teaters nye husinstruktør) er den mest grænseoverskridende version vi endnu har set herhjemme. Men skal man lave dette eksplosive værk kan man ikke gøre det halvt, og Nathalie Mellbye vover på Aarhus Teaters Studio-scene at gå linen ud rent kunstnerisk og bliver heldigvis belønnet for det. Dette hører blandt de stærkeste teaterudspil på Aarhus i de senere år.

Emil Prenter har før gjort sig fordelagtigt bemærket på Aarhus Teater bl.a. i teaterkoncerten med udgangspunkt i C.V. Jørgensens sange. Alligevel kommer hans præstation i A CLOCKWORK ORANGE som et chok. Bag hans Alexs frække gavflab-attitude gemmer der sig en svigtet dreng, der udvikler psykopatiske træk. Men også en ung mand, der bliver en brik i et større spil, som han aldrig bliver herre over. Emil Prenter bør kandidere til både Reumert og Teaterpokal for sin i sandhed nøgne indsats - et portræt af en forpint desperado på dødsruten.

Han får fremragende støtte af Lasse Steen, der tidligere på året blev kåret som årets fund af cphculture.dk. Her kaster han sig uforfærdet ud i et væld af små og store roller, og sejrer i dem alle med en uforfærdet energi og en umiddelbar musikalitet, der imponerer. Sofia Nolsøe har måske ikke den dekadence i sit væsen, som de to fyre har adgang til, men kan spille sig til det meste, og synger med både trods og glød i stemmen.

Samlet set et forrygende trekløver, der formår at holde dampen oppe fra først til sidst. Vi må ikke glemme koret - der det meste af tiden bare sidder og glor - uden at gøre noget. Men også derigennem bidrager de til noget vigtigt, og signalerer både den passive vennekreds og et samfund, der bare lader stå til.

Nathalie Mellbyes univers er både fortid, nutid og fremtid i eet, men måske mest nutid, fordi det vi ser, virker så typisk for vores tilværelse lige nu. Et brag af en iscenesættelse og blandt teaterårets mest hjerteflænsende oplevelser

 

(Michael Søby)


 






 











 

I