WAITRESS

★★★★★☆

Adrienne Shelly var en amerikansk filmskuespillerinde, der blev kvalt af en ung mand i 2006 kort før hendes instruktørgennembrud "Waitress" fik verdenspremiere.

Manuskriptforfatteren Jessie Nelson lod sig inspirere af filmen i lighed med komponisten og tekstforfatteren Sara Bareilles, og resultatet blev musicalen WAITRESS, der opnåede 5 Tony-nomineringer på Broadway og to Olivier Award-nomineringer i Londons West End.

Da projektet som udgangspunkt havde kvinder på de afgørende poster, forekommer det også indlysende, at en kvinde – den sært ukendte men særdeles rutinerede Lisa Kent -iscenesætter den danske version.

Kenneth Thordals oversættelse fungerer i det store og hele, men kan ikke sige sig helt fri for at amerikanisere det danske sprog. Da man har valgt at fastholde det amerikanske diner-univers fremfor at fordanske det, er skaden dog til at overse.

Hverken manuskriptmæssigt eller musikalsk når WAITRESS op på siden af værker som "Spillemand på en tagryg" og "Oliver!" eller andre klassikere, som har været på Det Ny Teaters repertoire. Men

WAITRESS er til gengæld af en hel anden og mere solid kaliber end den fæle vampyr-musical, som corona’en fik sat en stopper for. WAITRESS har tilmed charme, og med sin kobling af indestængt begær og kager fremstår den som det ideele valg efter corona-nedlukningen.

Maria Lucia Heiberg Rosenberg virker i starten rigeligt tilsukret som Jenna – eller er det bare rollen? Men efter pause får hun for alvor lov til at folde talentet ud – og ikke kun musikalsk. Hendes danske udgave af den store solosang "She Used To Be Mine" hører både dramatisk og sangligt blandt det bedste Maria Lucia Heiberg Rosenberg har begået, og det er efterhånden ikke så lidt.

Hun er omgivet af et væld af talenter, der får værket WAITRESS til at se bedre ud, end det i virkeligheden er. Monica Isa Andersen giver et kært portræt af kollegaen Dawn, og Sara Gadborg spiller aldeles fortræffeligt som den rapkæftede Becky – og så kan hun synge med både saft og kraft i stemmen.

To af de største talenter fra Musicalakademiet i Fredericia, Lars Mølsted og Camille-Cathrine Rommedahl, forgylder rollerne som læge og sygeplejerske – også vokalt. Sebastian Harris, der imponerede som "Doktor Zhivago" i Maribos musicalversion, har forestillingens sjoveste rolle som den Dawns nørdede tilbeder og forløser den fabelagtigt.

Mads M. Nielsen spiller med knastør humor Jennas chef, og som den gamle indehaver får Dick Kaysø skabt en figur, der ender med at blive helt rørende. Endelig er der Jesper Paasch, der gør godt fyldest i den noget utaknemmelige rolle som Jennas karikatur af en mand.

Man aner et tidstypisk Me Too-twist i Det Ny Teaters opsætning, og set i lyset af Adrienne Shellys egen skæbne giver det faktisk god mening og låner en overraskende dybde til historien.

Men heldigvis fremstår WAITRESS først og fremmest som en farverig og glad musical. Lige hvad man har brug for efter de mange måneders isolation.

(Michael Søby)