EN KAT I EN TOM LEJLIGHED

★★★★★☆

Digte af den nobelprisbelønnede polske forfatterinde Wisława Szymborska ligger til grund for Bådteatrets seneste gæste-forestilling, EN KAT I EN TOM LEJLIGHED.

Isabelle Reynaud tager os med ind i et forunderlige univers, hvor eksistentielle ord er i centrum. Her møder vi i en ensom kvinde, hvis eneste selskab er en gigantisk udstoppet tøj-rotte. Man skal dog ikke nødvendigvis identificere kvinden med forfatterinden.

Wisława Szymborska satte nemlig aldrig selv i fokus, og foretrak at lade digtene fortælle, hvad der skulle fortælles. Det afspejler forestillingen på fineste vis, for skuespillerinden Bodil Lassen formår på i den grad både at fortolke og formidle teksten – og ikke kun på dansk.

Den polskfødte forfatterinde Janina Katz har ikke bare oversat de to digtsamlinger, som forestillingen bygger på, men også aftenens forestilling, så man vitterligt får lyst til at dykke ned i Wisława Szymborskas forfatterskab.

Bodil Lassen giver ordene dramatisk variation og inddrager fikst både lysbilleder og en gang "Black Coffee" serveret af Ella Fitzgerald med fløjlsstemme.

Man behøver ikke at forstå polsk for også at få udbytte af Szymborskas egen fortolkning af digtet "Nic dwa razy sie nie zdarza" ("Intet sker to gange"). Ordene dannede i midten af 60’erne grundlag for et lokalt pladehit med sangerinden Łucja Prus.

EN KAT I EN TOM LEJLIGHED er en forestilling, der er støttet af Den Polske Ambassade, og en understregning af værdien i netop denne form for kultursamarbejde.

(Michael Søby)