DE SMUKKESTE ÅR

★★★★☆☆

DE SMUKKESTE ÅR er på godt og ondt en ærke-italiensk film og dem har vi ikke fået for mange af i de danske biograf i de senere år. Gabriele Muccino er da også manden, der har givet os moderne italienske klassikere som "Sidste kys" og "Husk mig nu" såvel som "Jagten på lykken", der indbragte Will Smith en Oscar-nominering. DE SMUKKESTE ÅR er dog mere beslægtet med "Min italienske familie", den seneste film af Muccino i de danske biografer.

DE SMUKKESTE ÅR fremstår nemlig som et hjertevarmt drama om hvordan de bånd, vi knytter gennem livet til stadighed udfordres. Vi følger de tre venner Giulia, Paolo og Riccardo gennem fire årtier – med pigen Gemma som det sårbare omdrejningspunkt.

Besnærende underlægningsmusik af Oscar-vinderen Nicola Piovani ("Livet er smukt")bidrager til den særlige italienske stemning, og de fire stjerner (Pierfrancesco Favino, Kim Rossi Stuart, Claudio Santamaria og Micaela Ramazzotti ) har alle ære af deres præstationer. I tilgift får vi under rulleteksterne og filmens allersidste scener den obligatoriske filmsang, Claudio Baglionis smukke melankolske "Gli anni più belli".

Filmelsker vil nyde de mange henvisninger til italiensk films store mestre, og DE SMUKKESTE ÅR er da også direkte inspireret af Ettore Scolas klassiker "Så gode venner var vi vist" med Stefania Sandrelli, Nino Manfredi og Vittorio Gassman. Men der er også kærlige kys til bl.a. Luchino Visconti og Federico Fellini, for italienske filmskabere ved generelt, hvis skuldre de står på.

Kan man kapere den udprægede macho-kultur, der også går igen i filmens æstetik, så er DE SMUKKESTE ÅR som en varm kop kakao efter en tur ude i kulden. Timingen kunne næppe være bedre, for hvem kan ikke trænge til det lige nu?