DEN UTROLIGE HISTORIE OM DEN KÆMPESTORE PÆRE

★★★★★☆

Det Kongelige Teater skal naturligvis også lave forestillinger for børn, og heldigvis er Anders Lundorphs dramatisering af Jakob Martin Strids fabelagtige fortælling blevet fejende flot teater, som også voksne vil kunne nyde på Skuespilhusets store scene.

Astrid Lynge Ottosen har klædt et veloplagt skuespillerhold festligt på, så de vitterligt ligner tegneserie-figurer, der er vakt til live. Også scenografisk er der noget at glæde sig over, ikke mindst den vitterligt kæmpestore pære. Forestillingens sange skuffer dog fælt, men det er også eneste minus denne eftermiddag.

Vi befinder os i Solby, hvor byens borgmester er forsvundet, men et lille frø i en flaskepost bliver for Mitcho og Sebastian det første skridt på vejen i forsøget på at finde ham.

Sara Viktoria Bjerregaard er kæk som Mitcho og Sigurd Holmen le Dous fremstår som et under af morsomme detaljer i rollen som Sebastian. Anton Hjejle gør et hæderligt forsøg på at gå filmversionens Peter Frödin i bedene som den forvirrede Professor Glykose , og hans indledende pige-portræt må siges at være en opmuntring for alle kvinder med uønsket hårvækst på benene. Stine Schrøder Jensen, der ligesom i "Hamlet" er kommet i mandeklær, giver et vittigt imposant portræt af Kaptajn Camemberg.

Forestillingens morsomste karakter er dog den svinagtige viceborgmester Kvist gestaltet med et suverænt kropssprog af Alvin Olid Bursøe godt hjulpet af en fortrinlig maske, der leder tanker hen på Donald Trump. Når viceborgmesteren så tilmed kagler om valgfusk, så bliver det massiv politisk satire for voksne, men serveret med et afvæbnende glimt i øjet.

I en tid hvor julemarkeder og anden form for juleunderholdning for børn er skrumpet ind, bør vi være Anders Lundorph og co. ekstra taknemmelige for deres kæmpestore pære, som vi alle har behov for at få en bid af.

(Michael Søby)