★★★★☆☆
Jean Cocteau regnes stadig for en af forrige århundredes største franske kunstere. I Danmark er han velnok mest kendt for sine film – i særdeleshed "La belle et la bête" ("Skønheden og udyret") og "Orphée" ("Kærlighedens mysterium") – begge med elskeren Jean Marais i hovedroller.
Men spørgsmålet er om hans monolog "La Voix Humaine" ikke er den mest spillede af alle hans litterære værker. En række af verdens førende skuespillerinde har prøvet kræfter med den krævende tekst bl.a. Anna Magnani i Roberto Rossellini’s filmudgave og i Danmark er det især Bodil Kjers mesterlige fortolkning, der er blevet stående.
Pedro Almodóvar har flere gange ladet sig inspirere af Cocteaus ord bl.a. i "Kvinder på randen af nervøst sammenbrud". I år har han tilmed haft premiere på kortfilmen "The Human Voice" med Tilda Swinton som kvinden, der er blevet forladt af sin elskede og desperat forsøger at få ham i tale via telefonen.
Også som opera har "La Voix Humaine" opnået betydelig succes, og Jean Cocteau var efter sigende også selv begejstret for Francis Poulencs opera af samme navn. Det er dette værk, der i en bearbejdet udgave ligger til grund for Ylva Kihlbergs mini-opera VOX HUMANA, der i disse dage kan opleves på Skuespilhusets mindste scene.
Det oprindelige orkesterpartitur er blevet genarrangeret for et lille vokalensemble og en såkaldt human beatbox performer. Nyt er de fysiske tilbageblik koreograferet og danset af Jesper Kryger til musik af Andy Benz.
Annemette Pødenphandt indgår også i dansen ligesom hun har replikker undervejs, men hendes force er helt klart hendes sang. Her mærker vi for alvor den dramatiske lidenskab, der synes at være en forudsætning for at spille Elle.
En spiralledning hænger ned fra loftet i Benjamin la Cours enkle men virkningsfulde scenografi – på een gang løkke og navlestreng, der både indbyder til selvmord og samtidig synes at være den eneste livlinie til verden udenfor. Snart regner det også med piller og en livløs hund, der tilsyneladende har ædt for mange af dem.
Den fysiske tilstedeværelse af manden (i Jesper Krygers skikkelse) gør det sværere at opretholde det fjendebillede, som Cocteau tegnede i sin tid, men gør samtidig historien mere nuanceret set fra mandens synspunkt.
Hvor Elle i Cocteaus version kun var et offer – også for sine egne følelser, bliver hun i dette møde snarere en selvstændig kvinde, der må stå til ansvar for sine egne valg.
Sang, musik og dans smelter ubesværet sammen i denne forestilling, og gør VOX HUMANA til en frydefuld overraskelse i det ambuterede operaår 2020.
.
(Michael Søby)
