SHORTA

★★★★☆☆

Frederik Louis Hviid og Anders Ølholm tager os med ud i en berygtet forstadsghetto, hvor to politimænd er havnet, da helvede pludselig bryder løs. En indvandrer er netop død som følge af politivold, og herefter er de to politifolk jaget vildt i det betændte område.

Simon Sears ("Herrens veje") spiller den regelrette politimand, der forsøger altid at gøre det rigtige, men må erkende, at det ikke altid er lige let i en presset situation. Jacob Lohmann har rollen som den noget problematiske lovforvalter, der gør tingene på sin måde, mens han fyrer racistiske bemærkninger af. Han har tilsyneladende også indblandet i den politivold, der fik dødelige konsekvenser, og under opholdet i ghettoen kommer det også til en konfrontation med kollegaen.

SHORTA (det arabiske ord for "politi") viser os to meget forskellige tilgange til politiarbejde, og begge virker desværre troværdige. Simon Sears og Jacob Lohmann er begge glimrende i deres roller og omkring dem får vi troværdige karakterer af blant andre Tarek Zayat, Issa Khattab, Özlem Saglanmak og Dulfi Al-Jabouri.

Frederik Louis Hviid og Anders Ølholm søger tydeligvis at nuancere debatten om disse kriminelle miljøer og myndighedernes behandling af dem (eller mangel på samme).

Men alligevel kommer SHORTA også til bekræfte mange af fordommene, fordi hovedparten af de voksne indvandrere, vi møder i filmen, er kriminelle. Det skal dog understreges, at instruktørerne har større tillid til de yngre generationer, selvom også de forsøges værget til kriminalitet allerede som børn.

Dertil kommer, at de to instruktører også forfalder til tom effektjageri, som i en ganske unødvendig scene, hvor en hund går til angreb på en af politimændene. Der er SHORTA meget tæt på at sætte sit seriøse fokus helt over styr.

Man kunne godt ønske sig, at de to talentfulde instruktører vovede sig ud i et andet miljø end det kriminelle. Det kunne ikke blot betyde en anden type roller til diverse skuespillere med indvandrebaggrund, men måske også mere interessante kvinderoller end dem, som vi her er vidne til?