★★★★☆☆
Ludwig van Beethoven skrev kun een opera, og det kan der være mange gode grunde til. Hans force som komponist gjalt i udpræget grad den instrumentale musik, og sangerne blev anset som en del af orkesteret uden større forståelse for deres særlige udtryksform. Han måtte da også bearbejde operaen to gange, og den oprindelige titel "Leonore" fra uropførelsen i Wien 1805 blev ændret til FIDELIO i 1814.
Operachef og Iscenesætter John Fulljames leger med denne titelændring i åbningsscenen, hvor den oprindelige titel udviskes og erstattes med den nye, alt imens det uhyre velspillende Kongelige Kapel under ledelse af Lars Bjørnkjær spiller den blødende smukke ouverture.
John Fulljames har valgt at udelade den talte dialog, og det viser sig at være en klog beslutning, for det er og bliver musikken, der gør også denne opsætning til en stor fornøjelse. Både solister og kor yder deres ypperste med dette krævende materiale, og forestillingens eneste alvorlige minus er den umådeligt triste scenografi.
Vel udspilles en stor del af handlingen i et fængsel udenfor Sevilla, men vi får aldrig en visuel fornemmelse af den frihed, som Florestan higer efter. Hvordan ser friheden ud? Den grå og dystre stemning bliver derved for dominerende, og vi får sjældent åndehuller undervejs.
Ann Petersen imponerer dog som hustruen Leonore, der forklædt som FIDELIO forsøger at redde sit mand Florestan . Både musikalsk og dramatisk lever hun op til de store krav, rollen stiller. Men alligvel bliver vi næsten mest berørt af Florestans skæbne, fordi Niels Jørgen Riis spiller og synger ham så bevægende.
Gæstesolisterne Stephen Milling og Thomas Johannes Mayer er begge dækkende som henholdsvis Rocco og Don Pizzaro, men var det virkeligt nødvendigt at hente folk udefra til disse roller?
Mary Bevan åbenbarer sin smukke røst som Marceline. Petter Moen har faktisk også en ganske køn stemme som Jacquino, men han eksponerede den ikke tilstrækkeligt i Operaen på premieredagen.
Jens Søndergaard var derimod ret vidunderlig som Don Fernando. Med glimt i blikket fremstiller han en meget nutidig politikertype, der ved, hvordan man skal skumme fløden af andre menneskers bedrifter.
FIDELIO er en velklingende måde at markere Beethovens 250-års fødselsdag på. Havde de kedelige scenebilleder levet op til musikken, ville indsatsen sikkert have givet topkarakter, men opsætning beviser i al fald, at man sagtens kan spille FIDELIO i dag.
(Michael Søby)
