★★★★★☆
Det er unægteligt en tilsnigelse at kalde manuskriptet til BLUE JASMINE for originalt. For Woddy Allen har tyvstjålet historiens udgangspunkt fra Tennessee Williams’ mesterværk "Omstigning til Paradis" ("Streetcar Named Desire"), som han så blot har moderniseret og – nå ja – Woody Allen’iseret. Men både tidstypisk og relevant som teater, stilsikkert iscenesat af Nicolei Faber og med Danmarks mest formidable ensemble i forrygende med- og modspil.
BLUE JASMINE tager ligeledes sin begyndelse, da en mentalt forstyrret kvinde med arrogancen i behold flytter ind hos den mere ydmyge søster, som hun indirekte har været med til at ruinere. Søsteren ligger i med en noget primitiv mand, som den nyankomne Jasmine synes er under søsterens standard. Deres private selskaber går Jasmine på nerverne, og hun søger tilflugt i alkohol. Hun er ude af stand til at fungere i virkelighedens verden og fylder sine omgivelser og sig selv med løgne i desperate forsøg på at overleve.
Christine Albeck Børge har flere gange bejlet til en Reumert forgæves, og hvis hun ikke vinder for sit rystende portræt af den forkvalede Jasmine, så er der ingen retfærdighed til. Dristigt balancerer hun på et knivsæg mellem den dybe tragedie og den groteske komik, men hun svigter aldrig figurens kerne. Jasmine gemmer på en grusom hemmelighed, der set i lyset af hendes ex-mands skæbne må være ubærlig. Vi får os til forstå de lidelser Jasmine har gået igennem, og hvorfor hendes nerver igen og igen har slået klik. Me Too synes hun at råbe, men ingen lytter til hende længere.
Louise Davidsen fremstår dejlig ukompliceret som Jasmine jævne søster Ginger og ingen kan spille besnærende rigmænd som Claus Riis Østergaard. Mikkel Bay Mortensen er fortræffelig som Gingers ex – ikke mindst i det afsluttende opgør med Jasmine, og Benjamin Kitter føjer endnu en stor præstation til de mange som Gingers primitive kæreste. Endelig er Nicolai Jandorf storartet som drømmefyren, der bliver offer for Jasmines løgne.
Musikvalgene i "Blue Jasmine" forekommer lidt banale med Sinatra-udgaven af "New York, New York", den obligatoriske "Blue Moon" og den i denne sammenhæng platte "Je t’aime". Havde det bare være den originale version af "New York, New York" med Liza Minnelli, så havde den givet mening, for så bliver det pludselig en stærk kvindehistorie med relation til forestillingen. "If I Can Make It There…" Men det er det altså ikke alle, der kan, og Jasmine kunne i al fald ikke.
(Michael Søby)
