★★★★★☆
Årets mest hypede ikke-amerikanske film er uden tvivl Bong Joon Hos guldpalme-vinder PARASITE ("Gisaengchung"). Set i bagspejlet havde instruktørprisen været mere passende, da der først og fremmest er tale om en konsekvent gennemført instruktørvision. Men eftersom Antonio Banderas var selvskrevet til en pris via hovedrollen i Pedro Almodóvars livsværk "Smerte og ære", og da reglerne i Cannes p.t. forhindrer, at guldpalme-vinderen får andre af juryens priser, kom det i sidste PARASITE til gode.
Den sydkoreanske instruktør Bong Joon Ho har allerede luftet sin visuelle vitalitet i værker som "Mother", "Snowpiercer" og "Okja", men den overrumplende historie om en fattig familie, der gradvist vinder indpas hos en rigmandsfndamilie, har fænget i en sådan grad, at PARASITE meget vel kan blive den første sydkoreanske film, der vinder en Oscar.
Det sociale engagement finder man også i en Hollywood-film som "Knives Out", men hvor den amerikanske film knytter bånd tilbage til gamle britiske mordmysterier, peger PARASITE fremad. Her fornemmer man, at underklassens oprør mod de groteske sociale forskelle ikke bare er forventeligt men direkte uundgåeligt.
Bong Joon Ho prøver på ingen måde at forskønne de fattige og deres intentioner, men han får os til at mærke den helt uacceptable ulighed, så vores hjerter krymper, mens vores hænder knyttes.
PARASITE er et spark i skridtet til de samfund, der til stadighed glemmer at tage ansvar for den sociale ulighed og et skrig om hjælp fra samfundets bund – fra mennesker, der ikke længere finder sig i at blive behandlet som dyr.
